15.12.17 DIB Nyheder

DI: Godt med mere konkurrence om offentlige opgaver

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort den årlige redegørelse om konkurrencen i den offentlige sektor. Redegørelsen viser, at udviklingen i konkurrencen på det offentlige område stort set er gået i stå.

Der er fortsat opgaver for knap 300 mia. kr. i den offentlige sektor, som ikke er i åben konkurrence, viser nye tal fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Det er opgaver som f.eks. rengøring, vinduespolering, vedligeholdelse af grønne områder mv. 

- I DI har vi længe set frem til regeringens udspil, og vi er i erhvervslivet særdeles glade for meldingen om øget konkurrenceudsættelse – til glæde for borgerne og den kommunale økonomi, siger direktør Tine Roed, DI

Mange kommuner har udsigt til besparelser på kernevelfærden, hvis ikke vi gør noget nyt. Tine Roed, Direktør

- Vi er helt enige med regeringen i, at langt flere af de offentlige opgaver skal i åben konkurrence. I DI mener vi, at 45 pct. af de offentlige opgaver bør testes på pris og kvalitet i 2025. 

- Vi vil gerne bidrage til at finde nye veje til at løse de offentlige opgaver og dermed få mest mulig velfærd for skattekronerne. Vi ved alle, at den offentlige økonomi er under et hårdt pres. Øget offentligt-privat samarbejde kan være en rigtig god måde at se på opgaverne med nye øjne og finde nye innovative løsninger, siger Tine Roed

- Det vi, som private virksomheder, kan tilbyde er løbende innovation, digitalisering og nye måder at organisere opgaverne på. De opgaver, som i den offentlige sektor opfattes som støtteopgaver, er kerneopgaver for mange af virksomhederne. Derfor kan samarbejde bidrage til, at opgaverne bliver løst mest effektivt.

- Mange kommuner har udsigt til besparelser på kernevelfærden, hvis ikke vi gør noget nyt. I DI vil vi gerne i dialog med interesserede kommuner og regioner om mulighederne for et stærkere offentligt-privat samarbejde, siger Tine Roed.

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold