Illustration: Belle Djerberg
28.10.18 DIB Nyheder

DI: Trængsel kan bremse vækst

Arbejdsstyrkens øgede mobilitet er et tegn på, at erhvervslivet ruller derudad. Men skal vi høste gevinsterne, kræver det investeringer i infrastrukturen.

Selvom øget pendling vil kunne få nogle til at frygte længere kø på motor­vejen, skal man egentlig ikke betegne udviklingen som negativ.

Tværtimod, mener DI Transports branchedirektør, Michael Svane. Han ser den øgede pendling som et tegn på, at det går godt i erhvervslivet. Et mobilt arbejdsmarked sender de dygtigste hoveder derhen, hvor der er brug for dem. Men det hele kræver, at den trafikale infrastruktur er på plads.

– Hvis man bare trækker på skuldrene, risikerer man at sætte noget af væksten over styr. Hvis trængslen begynder at stige, risikerer vi også kompetenceafvikling. Det kan ske, hvis virksomheder har svært ved at fastholde medarbejdere, og at de i stedet søger andre steder hen – for eksempel til udlandet, siger han.

Læs også: Pendlere fylder fynske motorveje

Tre behov skal opfyldes

Derfor har Dansk Industri (DI) grundlæggende tre ønsker til magthaverne. Ét er at få lagt en omfattende infrastrukturplan, der løber frem til 2030. Et andet ønske er, at politikerne formår at vedtage brede forlig, så usikkerheden kan elimineres. En tredje ting er at sikre et vedvarende, højt investeringsniveau, så udviklingen ikke løber fra os. Derudover bør man hele tiden sikre, at vi bruger den eksisterende infrastruktur bedst muligt.

– Vi skal bruge vores eksisterende kapacitet bedre. Vi skal have intelligente transportsystemer, hvor informationsteknologien understøtter, at man som pendler ved, hvornår man skal køre hjemmefra, og om der for eksempel er ulykker på vejen, siger DI’s Michael Svane og tilføjer:

– Den slags kan også være med til at tage lidt af trykket, hvis vi ikke får asfaltmaskinerne ud at rulle lige med det samme.

Ny pjece: Infrastruktur og arbejdsmarked

Skrevet af:

Nikolai Steensgaard

Michael Svane

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk

Relateret indhold