Fra venstre: Generalkonsul i Toronto, Niels Tanderup Kristensen (tv), H.K.H. Kronprins Frederik, BankNordiks erhvervsdirektør Thomas Tyt mogensen, DI-direktør Thomas Bustrup og adm. direktør Brian Buus, Grønlands Erhverv.

Foto: Mads Quist Frederiksen
26.04.19 DI Business Nyheder

Kom kloden rundt med DI

Minemesse markedsfører Grønland, Kinas aktiehop løfter optimismen, milliardinvesteringer i tysk klimakurs og pres på EU’s standarder. Kom kloden rundt på DI's kontorer.

Grønland

Mineprojekter venter 

I starten af marts drog DI, 36 danske og grønlandske virksomheder, og H.K.H Kronprinsen til Canada på verdens største minemesse, PDAC, for at berette om de mange forretningsmuligheder, der findes i Grønland. Det var første gang, at Kongehuset var med i et fremstød med specifikt fokus på erhvervsudviklingen i Grønland.

Mineprojekterne i Grønland giver muligheder for virksomhederne, da der ofte er brug for kompetencer og udvikling af infrastruktur. Efter en ny aftale mellem den danske stat og Grønlands Selvstyre om finansieringen af nye lufthavne i Grønland, er det ekstra interessant for virksomheder at investere i Arktis og Grønland.

Kontakt: Camilla Mai Petersson, camp@di.dk

- DI, Konsulent, markedsudvikling

 

Kina

Aktieplus skaber optimisme

Trods et vanskeligt 2018 og dæmpede forventninger til 2019, er der dog et lyspunkt for kinesisk økonomi, som kan bidrage til danske virksomheders muligheder i landet. Året er startet med fuld fart på en af Kinas store motorer, nemlig aktiemarkedet, som i skrivende stund er steget over 20 pct.

Det skyldes især tre faktorer:

1) Forhåbninger om en aftale der dæmper handels- og toldstridighederne mellem Kina og USA.

2) Kina har aktivt understøttet den kine­siske vækst og valuta bl.a. med skattesænkninger.

3) Den globale indeksudbyder MSCI vil firedoble vægtning af Kinas A-aktier i deres benchmarks. Den nye vægtning kan tilføre Kinas A-aktier flere hundrede mia. kr.

Alt er dog ikke fryd og gammen. En række traditionelle industrier i Kina lider, og den storpolitiske konfrontation og skærpede tech-konkurrence mellem USA og Kina er kommet for at blive.

Kontakt: Glen Mikkelsen, glmi@di.dk

- DI, Shanghai, Kina

 

EU

Standardisering under pres

EU-Kommissionen er i gang med omfattende ændringer af det europæiske standardiseringssystem i forlængelse af en dom ved EU-domstolen. Det vil blandt andet betyde restriktive krav til harmoniserede standarders indhold og opbygning.

Det begrænser standardernes nytteværdi for de virksomheder, der leverer den tekniske ekspertise til arbejdet, og pålægger dem væsentlige administrative byrder.

I DI er vi derfor meget kritiske overfor de ændringer der sker og stiller spørgsmålstegn ved om de er nødvendige. Sammen med de europæiske industriorganisationer arbejder vi på at skabe opmærksomhed om problemerne. Europæisk konkurrencekraft er afhængig af et hurtigt og effektivt standardiseringssystem. Derfor er det afgørende, at både nødvendigheden og konsekvenserne af ændringerne undersøges nøje, før de implementeres.

Kontakt: Anders Ladefoged, al@di.dk

- DI i EU, Bruxelles, Belgien

 

Tyskland

Stort potentiale i tysk energi

Den tyske energiplan, Energiewende, betyder, at Tyskland forventer investeringer og kompensationer på op til 90 mia euro i at blive mere grøn. Danske virksomheder inden for energi kan med fordel kigge på især mulighederne i Sydtyskland og få del i disse investeringer.

Aktørerne på det tyske energimarked udfaser atomkraft, mens der også er pres på fra energikommission og Bayerns borgere om udfasning af kulkraftværker i 2022.

Det har sat fart på investeringerne, hvor især grøn energi fra vindmøller, geotermiske jordvarmeanlæg og energieffektivitet i bygninger er i fokus. Således har München Fjernvarme et ambitiøst mål om at være 100 procent grøn inden 2025 og derfor udbygges og investeres i ny teknologi, herunder bedre fjernvarmerør. På innovationssiden vinder Big Data frem for at optimere energidistribution.

Kontakt:

Robert P. Perz, hawi@di.dk

- DI, München, Tyskland

 

DI HJÆLPER DIN VIRKSOMHED: Hør hvordan hos chef for international virksomhedsrådgivning Jacob Kjeldsen på 3377 3727 eller mail jak@di.dk

 

 

Jacob Kjeldsen

Chef for FFI-sekretariatet

  • Direkte +45 3377 3727
  • Mobil +45 2088 3914
  • E-mail jak@di.dk
Relateret