Flemming Rasmussen, bestyrelsesformand i Lars Broe Rustfri Stål A/S vil præge EU-diskussionen til gavn for både virksomhederne og den almindelige dansker.

Foto: Heidi Lundsgaard
08.05.19 DIB Nyheder

Virksomheds bøn til politikere: Lad ikke brexit ske igen

Lars Broe Rustfri Stål A/S er afhængig af betingelserne på EU's markeder, selvom virksomheden ikke selv eksporterer. Ifølge bestyrelsesformand Flemming Rasmussen skal virksomhederne udvikle sig i fællesskab med EU.

- Som almindelig underleverandør til virksomheder med eksport lever vi på betingelse af, at vores kunder har et velfungerende marked i Europa, fortæller Flemming Rasmussen, bestyrelsesformand for Lars Broe Rustfri Stål A/S.

Virksomhedens ledelse vil gerne fremhæve betydningen af valget til Europa-Parlamentet for dansk erhvervsliv og er den 7. maj derfor medarrangør af en EU-debat hos virksomheden Senmatic.

Målet er at være en del af den demokratiske debat og bringe EU nærmere virksomhederne.

Hvor gør EU den største forskel for jer?

- Vi opererer under det fælles sæt lovgivninger i EU's indre marked. Det gør adgangen til nye markeder og kunder nemmere. Vi har på tværs af Europa samme opfattelse af råvarestandarder og tekniske standarder. Det betyder, at vi slipper for at lave individuel dokumentation til alle 27 medlemslande. Det er afgørende for handlen og for vores virksomhed.

Hvad skal de danske medlemmer af Europa-Parlamentet lægge vægt på i næste valgperiode?

- De personer, der skal vælges ind, skal varetage Danmarks interesser. Det er det vigtigste. Det bekymrer mig, at stemmedeltagelsen er så lav i forhold til ved folketingsvalget. Nærheden og transparensen i EU skal være tydeligere for både virksomhederne og den almindelige dansker.

Læs også: Senmatic byder indenfor til EU-debat

Hvor havde I været i dag uden EU?

- Det er svært at svare på, men jeg tror andet lige, at virksomheden ville være noget mindre. Vi ville slet ikke have været eksponeret mod de kunder, der sælger vores delleverancer i Europa. EU har en meget klar betydning for virksomhedens udvikling.

Hvordan skal EU udvikle sig de næste fem år for at understøtte jeres udvikling?

- EU skal være med til at udvikle det fællesskab, vi har brug for at være en del af. Og så skal EU skabe ro og stabilitet. Vores politkere skal undgå, at en situation som brexit kan opstå igen. Det skaber usikkerhed, hvilket aldrig er godt for vækst og investeringer.

Læs også: Tema om valg til Europa-Parlamentet i DI Business

Fakta

Lars Broe Rustfri Stål A/S

Flemming Rasmussen, bestyrelsesformand siden 2017.

Producerer blandt andet inventar til køkkener og andet produktionsudstyr.

Produktion i Odense med cirka 55 medarbejdere.

Modtog i 2017 DI's initiativpris for arbejdet med lærlinge.

Sammen om Europa

EU spiller en afgørende rolle for Danmark, hvis vi også fremover vil være et af de bedste og tryggeste steder i verden at leve, arbejde og drive virksomhed.

Så hvor bør de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet tage fat? Dét giver vi DI’s bud på her.

Læs mere

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold