USA truer med at lægge straftold på danske varer for 700 mio. kr. årligt - det inkluderer bl.a. småkager for hele 300 mio. kr.

Foto: Colourbox
15.05.19 DIB Nyheder

Sådan kan du slippe for amerikansk straftold

Høj straftold kan blive et hårdt slag for bl.a. de danske kageproducenter. Men der er mulighed for at slippe for tolden - med de rette argumenter.

Samhandlen mellem EU og USA er ude i stormvejr – og både EU og USA har sammensat lister med varer, som kan få pålagt straftold i den kommende tid. Det vil ske, hvis parterne ikke når til enighed i en sag, hvor EU og USA anklager hinanden for at have givet ulovlig statsstøtte til deres respektive flyproducenter, dvs. Boeing og Airbus.

På den amerikanske liste finder man bl.a. varer som fisk, ost og småkager. For danske virksomheder kan det betyde straftold på op til 100 procent på eksportvarer til en samlet værdi af mindst 700 mio. kroner om året.

- Danske ’butter cookies’ er en fast del af juletraditionen i mange amerikanske hjem, og den danske eksport af kagerne har en værdi på 300 mio. kr. om året. Derfor kan det blive et alvorligt slag for de danske virksomheder, der eksporterer småkager til USA, fortæller Peter Bay Kirkegaard, som er seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI).

Han understreger dog, at der endnu er gode muligheder for, at EU og USA finder hinanden i forhandlingerne, så både virksomheder og forbrugere på begge sider af Atlanten kan slippe for den ekstra told.

Det er muligt for eksportvirksomheder at komme med indsigelser over for de amerikanske myndigheder, hvis ens varer er på listen. Peter Bay Kirkegaard, Seniorchefkonsulent

Argumentér dine varer af listen

Danske virksomheder, hvis varer er i farezonen, kan dog også selv gøre noget for at slippe for konsekvenserne af de truende toldsatser.

- Det er muligt for eksportvirksomheder at komme med indsigelser over for de amerikanske myndigheder, hvis ens varer er på listen. Så gælder det om argumentere for, hvordan de amerikanske forbrugere kan blive ramt af straftolden, så varerne kan komme af listen igen. I DI hjælper vi netop nu vores medlemsvirksomheder med at skærpe argumentationen, så vi kan mindske skadevirkningerne, hvis straftolden træder i kraft, fortæller Peter Bay Kirkegaard.

Fristen for at komme med skriftlige indsigelser er d. 28. maj, så der er endnu cirka 14 dage at løbe på, hvis man som virksomhed vil tale sine produkters sag. Du kan se, hvilke varer der er med på listen i de amerikanske myndigheders notits om sagen.

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4685
  • Mobil +45 2311 9479
  • E-mail pbki@di.dk

Relateret indhold