Beer, love and hoppiness i Københavns Lufthavn
Genbrugt materiale fra Carlsbergs ølfustager genopstår som borde i ny lounge i Københavns Lufthavn.
I dag 11. juni åbner den nye Carlsberg Aviator Lounge i Københavns Lufthavn. I stedet for kun at servicere business-class rejsende, er den nye Carlsberg Aviator Lounge åben for alle, og udviklet i tråd med Carlsbergs tankegang om hele tiden at gøre øloplevelsen bedre.
- I dag er det ikke længere nok at servicere business-class rejsende. Mange andre rejsende har lyst til at sidde godt og hygge sig med god mad og drikke, inden de rejser. Derfor skal alle være velkomne i den nye Carlsberg Aviator Lounge. Samtidigt ønskede vi en lounge skabt i tråd med Carlsbergs tankegang om hele tiden at gøre det bedre og mere bæredygtigt, siger Lars Wrist-Elkjær, Administrerende direktør for Aviator Denmark i en pressemeddelse fra Carlsberg.
Designkonceptet bag loungen går under navnet ”beer, love and hoppiness” og er udviklet og skabt i kreativt samarbejde med Balls Agency, Matrikula Studio og Yellow Advertising.
Udover den gastronomiske og arkitektoniske oplevelse byder loungen også på en anden nytænkning, nemlig møblerne, der er udviklet med udgangspunkt i Carlsbergs bæredygtighedsrejse og dermed forsøgt gjort bedre for miljøet. Stolene er skabt i genanvendeligt plastmateriale designet af Eva Harlou fra Earth Studio i samarbejde med Mater. Bordene er designet af Matrikula Studio og lavet af genbrugt materiale fra Carlsbergs ølfustager udviklet sammen med Lendager Group.
Centralt i loungen er naturligvis en stor bar med et bredt udvalg af Carlsberg-produkter
- Carlsbergs mål om at brygge både for i dag og i morgen kommer også til udtryk i arkitekturen og møblerne i loungen. Vi er især begejstrede for at se de nye borde, som er skabt af vores ølfustager for at skabe en ny og mere cirkulær oplevelse for danskerne, og alle dem der besøger den nye lounge, siger Søren Brinck, adm. direktør for Carlsberg Danmark.
Mød Søren Brinck på Folkemødet 2019