Ny førstehjælspakke fra Folketinget skal sparke gang i dansk eksport igen.

08.10.20 DIB Nyheder

Nu er der hjælp på vej til dansk eksport

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om en førstehjælpspakke til dansk eksport på 485 mio. kr. i 2020. Initiativerne er bydende nødvendige for genstart af dansk eksport i skyggen af coronakrisen, men der er samtidig brug for yderligere og langsigtede investeringer - og akut brug for yderligere fokus på erhvervsrejser, mener DI’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen.

For tre uger siden afleverede erhvervslivet 96 eksportanbefalinger til regeringen, der alle kan iværksættes i år og give dansk eksport et tiltrængt løft, mens coronakrisen stadig hærger.

Nu er man politisk nået til enighed om en række initiativer fra erhvervslivets forslagskatalog, der omfatter øget international markedsføring af danske styrkepositioner, styrket e-handel og digital omstilling, fokus på life science-industrien, investering i grønne løsninger og bedre muligheder for eksportfinansiering. Der er tale om en førstehjælspakke på næsten en halv milliard kroner. 

”I Danmark er vores virksomheder ekstremt dygtige til at eksportere både produkter og services men også grønne idéer, og det skal vi sørge for at værne om, selvom corona-krisen kradser over hele verden. Der har været utrolig mange gode anbefalinger at tage fat på fra erhvervslivet, og det har ikke været nemt at prioritere. Men jeg synes, at vi med den her pakke lægger grundstenene for, at vi også på den anden side af corona-krisen har stærke eksporterhverv, der beskæftiger tusindevis af danskere, her i landet,” skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Udenrigsministere Jeppe Kofod (S) følger op: 

”Eksporten skal op, erhvervsrejsende skal nemmere kunne rejse ud og virksomhedernes behov skal tænkes helt ind i Udenrigsministeriets daglige arbejde. Sådan holder vi hånden under de godt 800.000 danske eksportarbejdspladser her i den globale corona-krise. Det er sagen i en nøddeskal. Dagens aftale er et vigtigt skridt på vejen, og giver dansk eksport et hårdt tiltrængt ekstra rygstød i en svær tid. En aftale der sætter eksportvirksomhedernes og eksportarbejdspladsernes behov i centrum".

Læs mere om aftalen på Erhvervsministeriets hjemmeside. 

DI er positive

I Dansk Industri modtages den nye aftale positivt. 

- Der er akut brug for hjælp til dansk eksport, der er den absolut vigtigste drivkraft for Danmarks økonomiske udvikling. Coronakrisen hæmmer mange eksportvirksomheders muligheder for at sælge varer og tjenester på den globale markedsplads. Derfor er vi meget glade for, at danske eksportarbejdspladser får tiltrængt hjælp. Nu skal initiativerne bare hurtigst muligt ud og virke, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Han opfordrer samtidig politikerne til – hurtigst muligt – at følge op med yderligere initiativer, som kan understøtte erhvervsrejser.

- En af de helt store udfordringer for dansk eksport er de mange rejserestriktioner, der gør det svært for erhvervsrejsende. Virksomhederne kæmper med næb og kløer for at fastholde kunder og kapre nye ordrer, og de otte genstartsteams har alle peget på netop den udfordring. Derfor er der behov for, at politikerne sætter endnu mere fokus på og prioriterer ressourcer til at få eksempelvis fast track ordninger og testfaciliteter på plads, siger Lars Sandahl Sørensen.

Eksport vil falde 10 procent

Coronakrisen har haft meget store konsekvenser for dansk erhvervsliv. Alene i 2020 vurderer DI, at eksporten vil falde med op mod ca. 10 pct. Værdikæder er blevet ødelagt og markedslukninger har sat en stopper for mange eksporteventyr. Der er stor usikkerhed om den fremtidige udvikling i sundhedskrisen og den økonomiske krise, og den dystre prognose for dansk eksport vil sandsynligvis fortsætte i 2021 og 2022. Når dansk eksport falder så markant, så rammer det ikke bare virksomhederne, men hele Danmark og det grundlag, der sikrer vores fælles velfærd, vurderer DI-topchefen.

- Dansk eksport er den vigtigste drivkraft for vores vækst, velfærd og velstand, så vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at holde hånden under og udvikle danske eksportvirksomheder og de ca. 840.000 danske arbejdspladser, der er knyttet til eksporten. Derfor er den politiske aftale vigtig i forhold til krisestyring, men den giver også nye muligheder for dansk erhvervsliv og eksport, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Eksportpakken rummer flere nødvendige og vigtige initiativer. I takt med, hvordan den globale krise udvikler sig, skal vi være klar til at justere og sætte ind med yderligere målrettede tiltag, som også på længere sigt kan sikre vores eksport. Eksempelvis anbefaler erhvervslederne i de otte genstartsteams et permanent fradrag på forskning og udvikling på 130 pct. og en lang række investeringer i grøn omstilling. Tilsvarende mangler der flere initiativer for luftfarten, turisme- og oplevelsesøkonomien, som er blandt de virkeligt nødlidende erhverv, siger Lars Sandahl Sørensen.

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold