Nogle virksomheder har sendt medarbejdere hjem for at arbejde fra privaten. Andre producerer under nye vilkår - og alle er nok lidt usikre. Det stiller ekstra krav til ledelsen.

Foto: COLOURBOX
31.03.20 DIB Nyheder

Ledelse i Coronatid: Hold fokus på leverancen - også fra distancen

Mange ledere har hurtigt skulle forholde sig til et nyt krav til ledelsesopgaven – at udøve god ledelse på afstand i en usikker tid. Få DI’s tre gode råd til god og klar ledelse, der hjælper jer igennem.

Meget er forandret på de danske virksomheder efter, at coronavirus har holdt sit indtog i landet.

En del virksomheder fortsætter nogenlunde som hidtil, eller har måske ligefrem øget produktionen og travlheden. Mens mange har måtte sende alle eller store dele af medarbejderne hjem for at arbejde fra privaten – og på den måde er blevet distanceledere.

Uanset virksomhedens situation kræves det, at der skrues op for den klare ledelse, siger chef for Netværk og Ledelse, Pernille Erichsen, DI

- Som leder er det vigtigt, at du forholder dig til, hvad dine medarbejdere har behov for, for at kunne levere. Det kan være forskelligt i forhold til, hvor dine medarbejdere er, og det skal du kunne differentiere i, siger hun.

Læs også: Hver tredje virksomhed sender medarbejdere på ferie

Tre elementer i god og klar ledelse

DI’s chef for Netværk og Ledelse peger på, at det er din opgave som leder at få dine medarbejdere til at lykkes med deres opgaver under de vilkår, der nu eksisterer. Uanset om de arbejder hjemme eller møder op hver eneste dag i virksomheden.

Der er tre grundlæggende ledelsesmæssige områder, du som leder skal sikre dig, at du har fat i sammen med dine medarbejdere:

  • Skab rammer og sæt retning

Har du sikret dig, at alle er med på, hvad der skal ske på den korte bane, og ved de, hvor I afviger fra det, der plejede at være normalt? Vær tydelig omkring, hvordan dine medarbejdere skal prioritere deres opgaver.

Ved alle, hvad der er vigtigst nu? Hvis ikke, kan du med fordel sikre dig, at I er afstemt i forhold til den værdi, der fortsat skal skabes for virksomheden samtidigt med, at du også hjælper dine medarbejdere til at balancere arbejdet og hjemmelivet, som for manges vedkommende også er påvirket af den nuværende situation.

  • Koordinér ressourcer

Når I har lavet jeres prioriteringer og afklaret rammerne, skal du stadig have kontakt til de af dine medarbejdere, der arbejder hjemmefra. De kan nemt komme til at arbejde i små isolerede celler derhjemme. Så du skal være orienteret om, hvad de er i gang med og hvordan arbejdet skrider frem.

Med det overblik, det giver dig, kan du som leder sætte dine medarbejdere i kontakt med hinanden, når der er behov for dette. Det er en løbende ledelsesopgave at hjælpe til, at der foregår et vidensflow, mens arbejdet foregår.

Formålet skal være at finde vinkler og viden, du kan berige resten af dine medarbejderes opgaveløsning med, når afstanden mellem jer gør det mindre naturligt ’bare lige at vende tingene’.

  • Sikre fremdrift

Hvis du har aftalt med dine medarbejdere, hvor godt, hvor meget og hvornår de skal levere på deres opgaver, er det forholdsvist let at danne sig et indtryk af, hvad du skal gøre som leder for at sikre fremdrift, eller måske netop ikke gøre.

Hvis det ikke har den fremdrift, du forventer, bør du som leder spørge dig selv, om rammerne er helt klare, om din medarbejder har de nødvendige ressourcer og endeligt helt centralt, hvad du kan gøre for at støtte og bidrage til det effektive arbejde.

Læs også: Overblik: Her er hjælpepakker til erhvervslivet

Vær nysgerrig

Chef for Netværk og Ledelse, Pernille Erichsen, DI peger på, at handler du på autopilot som leder, er det næsten helt sikkert, at du ikke rammer det dine medarbejdere efterspørger.

- Vær nysgerrig og samtidigt hold øje med det langsigtede mål. Det kræver mere opmærksomhed, når du ikke har dine kolleger tæt på, siger hun.

Pernille Erichsen forklarer desuden, at de her tre nævnte grundlæggende områder ikke kun gælder i en distanceledelses virkelighed. De skal også bruges i hverdagen, som del af den direkte og fysisk nærværende ledelse.

- Når vi er på distancen, er det blot særligt vigtigt at være mere tydelig og lyttende end normalt. Helt konkret kan du med fordel stille disse spørgsmål i kontakten: ”Ved du, hvad din opgave er nu?”, ”Hvordan gør du det og med hvad?” og endeligt ”Hvad skal jeg gøre for at hjælpe?” siger DI’s chef for Netværk og Ledelse.

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold