DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen frygter, at coronakrisen kan føre til varige mén i de danske virksomheder. Derfor skal der handles nu.

Foto: Sif Meincke
07.06.20 DIB Nyheder

DI: Sådan kommer Danmark ud af krisen – og nærmere klimamålet

Dansk Industri (DI) er klar med mere end 100 konkrete forslag til, hvordan Danmark kommer ud af coronakrisen og tilbage på et grønt vækstspor. Danmark står ved en skillevej - enten får økonomien permanente skader eller også skaber vi muligheder til gavn for danske virksomheder og Danmark, påpeger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Coronakrisen trækker dybe menneskelige og økonomiske spor. Virksomheder bukker under, andre kæmper for deres eksistens, titusindvis af danskere er blevet ledige, og Danmarks økonomiske vækst er sendt til tælling. 

Udviklingen skaber behov for en genstart af dansk økonomi. Den er Dansk Industri (DI) klar med en plan for. Der er tale om mere end 100 konkrete forslag, der vil sikre ny vækst, flere danske arbejdspladser og øge velstanden betydeligt – og så vil forslagene bidrage markant til den grønne omstilling.

- Der er brug for, at vi handler nu. I begyndelsen af krisen havde virksomhederne fyldte ordrebøger. Det har de ikke længere. Markederne i udlandet er frosset til og virksomhederne kan ikke komme ud i verden til nye og gamle kunder. Hvis vi ikke gør noget, så risikerer vi at miste mange tusinde job, som ikke bare lige vil genopstå, når sundhedskrisen er slut, siger administrerende direktør i DI Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

- Vi står ved en skillevej. Enten fører coronakrisen til permanente skader eller også omstiller vi os. Sætter vi effektivt og ambitiøst ind med en genopretning, er der også nye muligheder for danske virksomheder og dansk økonomi, siger DI-direktøren.

Læs hele DI’s plan her.

Coronakrise fører til styrtdyk i økonomien

Udfordringerne understreges af DI’s beregninger, der viser, at Danmarks bruttonationalprodukt, der er et udtryk for den samlede produktion i samfundet, i år kan forventes at falde med over syv procent – svarende til 160 milliarder kroner.

Det er det største fald i BNP i fredstid. Hverken finanskrisen, 1970’ernes oliekriser eller Kartoffelkuren var i nærheden af et tab i den størrelsesorden, påpeger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen: 

- Det er ganske enkelt skræmmende tal. Krisen er ulig noget, som jeg har set i min livstid, siger han. 

100 konkrete veje til grøn vækst

Så hvad vil DI gøre?

To overordnede pejlemærker har været styrende for udviklingen af DI’s mere end 100 forslag. For det første at forslagene skal kunne gennemføres og have effekt hurtigt. For det andet, at forslagene spiller godt sammen med, hvordan vi ønsker at udvikle samfundet i de kommende år, eksempelvis i forhold til investeringer i den grønne omstilling.

I DI’s plan er de 100 forslag opdelt i fem spor, der på hver sin vis vil bidrage til at bringe Danmark tilbage på et grønt vækstspor. De fem spor er:

1. Klimatiltag, der virker hurtigt

2. Fremrykning af investeringer i infrastruktur og anlæg, som fremtidssikrer Danmark og øger mobiliteten af både varer og medarbejdere

3. Styrket uddannelse, innovation og digitalisering – og dermed forskning og udvikling af nye ideer og løsninger.

4. Danmark som stærk eksportnation – også i fremtiden

5. Flere penge mellem hænderne til borgere og erhvervsliv, så vi stimulerer forbruget hos danskerne, og giver virksomhederne noget tiltrængt likviditet.

- Vi har fokus på, hvad der politisk bør gøres for at få hurtigst muligt gang i økonomien igen i takt med, at Danmark nu gradvist åbnes op. Så økonomi, virksomheder og arbejdspladser kan finde en ny og grøn vej til vækst. Oplægget indeholder mere end 100 konkrete forslag, der vil sikre, at Danmark igen kan komme op i kadence,, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.  

En håndsrækning til SMV’erne

Dykker du ned i DI’s plan finder du blandt andet forslag om, at der indføres en ny og grøn skrotpræmie for personbiler, at registreringsafgiften erstattes af en grøn bilbeskatning, at der igangsættes en styrket energieffektiviseringsindsats i bygninger, at forskning og udviklingsfradraget forhøjes til 130 procent. Og at virksomhederne skal kunne få en coronaomstillingsvoucher, der vil hjælpe virksomhederne med at omstille sig og bruge ny teknologi.

I planen er der også forslag om en innovationspulje for turist- og oplevelseserhvervet, som hører til dem, der har været hårdest ramt af coronakrisen, samt en særlig eksportindsats i Udenrigsministeriet, et boost af e-eksporten og en styrket branding af danske virksomheders styrkepositioner.  For at blot at nævne nogle af de mange forslag i DI’s plan.

- Forslagene vil gavne hele Danmarks erhvervsliv. Fra små og og store eksportvirksomheder til produktionsvirksomheder i provinsen over højteknologiske start-ups nær universiteterne til de mange rådgiver, transport- og servicevirksomheder, der holder hjulene i gang, siger DI’s adm. direktør.

Han tilføjer, at det afgørende ikke er, at regering og Folketinget vedtager alle 100 forslag. Det afgørende er, at man fra politisk hold er klar med en samlet plan, der for alvor styrker eksporten, løfter forskningen og sætter gang i grønne investeringer.

- Det er den bedste vej til at få genoprettet vores samfund og økonomi til gavn for hele Danmark , siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Mere hjemmearbejde på vej i mange virksomheder

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Relateret