11.01.21 DIB Nyheder

Eksporten hentede lidt af det tabte i efteråret

Nye tal: Eksporten er faldet med 120 milliarder kroner under coronakrisen. Selvom lidt af det tabte blev hentet i efteråret, kan det samlede tab godt blive større, vurderer DI

Eksporten steg med 3,3 procent i november, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Eksporten er steget hen over efteråret. Det er afgørende, at vi kan få sat endnu mere fart på eksporten, så vi kan komme tilbage til en mere normal omsætning. Det bliver dog nok tidligst i 2022, før eksporten er tilbage på samme niveau som inden coronakrisen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Vareeksporten var i november 5,7 procent lavere end året før, mens tjenesteeksporten var 13,6 procent lavere end i november 2019.

Den samlede eksport af varer og tjenester er faldet med 120 milliarder kroner, når perioden marts-november sammenlignes med året før.

- Virksomhederne har indtil videre mistet eksport for 120 milliarder kroner, og det tab vil vokse sig større hen over vinteren, siger Allan Sørensen.

En række af Danmarks store eksportmarkeder har indført restriktioner som følge af høje smittetal.

- Selv om vaccinerne er ved at blive rullet ud, så skal vi desværre frem til foråret, før der for alvor bliver åbnet igen. Vi får ikke en opblomstring af økonomien og eksporten, før restriktionerne bliver lempet igen, siger Allan Sørensen.

- Det er afgørende for dansk erhvervsliv at kunne komme ud på eksportmarkederne og erobre nye ordrer. Derfor bør man hurtigst muligt se på, hvordan man kan hjælpe eksportmedarbejdere med en vaccine, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold