Analytikerne hos Oxford Economics spår en vækst i Kina i 2021 på 8,1 procent efter en vækst på 2,3 procent i coronaåret 2020.

12.02.21 DIB Nyheder

Kina kan trække verdens vækst i gang igen

Vi er på vej ind i det kinesiske århundrede, og det er grønt, siger Kina-analytiker Christina Boutrup og chef for DI’s projektaktiviteter i Kina, Peter Bøgh Hansen. Begge peger på muligheder for danske virksomheder. Men også på politisk uro.

Mens corona hamrede verdens samlede vækst i minus sidste år, kommer Kina ud af 2020 med et plus på 2,3 procent. Som eneste store økonomi.

– Det havde jeg ikke troet i starten af 2020, da verdens forsyningskæder gik i chok, og der var tvivl, om Kina kunne levere den medicin, telefoner og alt det andet, vi er så vant til at få fra verdens største fabriksgulv, siger forfatter og Kina-analytiker Christina Boutrup.

Væksten i Riget i Midten faldt da også betragtelige syv procent i første kvartal af 2020. Men Kina var hurtigt tilbage på vækstsporet.

Ifølge chefen for DI’s projektkontor i Kina Peter Bøgh Hansen skyldes det blandet andet, at Kina satte – og stadig sætter – hurtigt og benhårdt ind.

– Alle skal hele tiden bevise med en app i grøn, gul eller rød, at man ikke er smittet for at komme ind i butikker, kontorer og hoteller. Alle rejsende sættes desuden systematisk i karantæne, og der er feberkontroller overalt, siger han fra kontoret i Shanghai.

Derudover er corona Kinas anden omgang epidemi, hvor SARS var den første i 2003.

– Kina ved hvor alvorligt en epidemi er. Samtidig er de mega digitale, og onlinehandelsgiganten Alibaba stod for eksempel klar til lynhurtigt at stille om til at få syet mundbind i stedet for t-shirts, siger Christina Boutrup.

Vild grøn fremtid

Begge Kina-iagttagerne er enige om, at fremtiden tilhører Kina. Op mod 10 procent vækst i 2021 er ikke urealistisk – Danmark forventer til sammenligning op mod to procent vækst i BNP.

Og den vækst er grøn, fordi Kinas kommende femårsplan lægger op til en massiv grøn omstilling af hele samfundet skudt i gang med udmeldingen fra præsident Xi Jinping om, at Kina er CO2-neutral i 2060, til trods for at udledningen først topper i 2030.

– Det er en vild men nødvendig udmelding. Kommunismen har afgørende brug for at levere på den klima- og miljøkrise Kina står i, hvor befolkningen dør af forurening. Det er ikke længere nok ”bare” med vækst, siger chefen for DI’s projektkontor i Kina.

Peter Bøgh Hansen peger på, at når man som Kina står for 26 procent af verdens samlede CO2-udledning, får man brug for knowhow, der kan hjælpe en med at nå målet. Og her kommer danske virksomheder ind i billedet.

– Virksomheder, der har viden om at rense luft, vand og jord, gøre byer grønne og sikre fødevareforsyningen, kan komme i spil. Kina er gået fra ”nice to” til ”need to”, siger han.

Læs også: Danfoss forventer tocifrede vækstrater i Kina

Kommunismen har afgørende brug for at levere på den klima- og miljøkrise Kina står i, hvor befolkningen dør af forurening. Det er ikke længere nok ”bare” med vækst. Peter-Mikal Bøgh Hansen, Politisk chef, China

Digitale supersprintere

Kina er fortsat verdens – og Danmarks – foretrukne fremstillingshal. Omkring 80.000 kinesere arbejder direkte med at producere for danske virksomheder, mens op mod 500.000 er beskæftiget i forsyningskæderne i alt. Men sidder du og tænker, at Kina også skal producere for dig, så tænk igen, siger Kina-analytikeren.

Christina Boutrup forklarer, at Kina vil videre fra klassisk CO2-forurenende fremstilling og satser massivt på at blive mindre afhængige af for eksempel USA i forhold til teknologi og satser benhårdt på selv at lede slaget om udviklingen af for eksempel kunstig intelligens, 5G og blockchain. Og så er der sundhed.

– Med 20 procent af verdens befolkning og et-barns-politikken har Kina et gigantisk problem med at passe de mange syge og gamle. Velfærdsteknologi – for eksempel med robotter – bliver et område, hvor danske virksomheder virkelig kan ramme et regulært eksportguldæg, siger hun.

Politiske magtkampe

Et kig i fremtiden viser, at 2028 formentlig bliver året, hvor Kina overhaler USA som verdens største økonomi. Når meldingen i den kommende femårsplan samtidig er, at Kina skal udvikle og producere mere selv (dual circulation) for at gøre sig mindre sårbar over for omverdenens krav om blandt andet markedsadgang og menneskerettigheder, trækker det lidt fra i de gyldne muligheder for danske virksomheder, forklarer Peter Bøgh Hansen.

– Kina har aldrig i nyere tid været stærkere, mere selvbevidst og overbevist om, at de kan klare sig selv. Jeg har boet herude i 16 år, og jeg kan tydeligt høre, at de politiske spændinger stiger. Danmarks kan med fordel lade EU tage kampene for os og slå på, at produkter fra os er garant for rent, grønt, sundt og sikkert.

EU og Kina indgik i december en investeringsaftale, der åbner den kinesiske økonomi lidt mere for europæiske virksomheder. Men der er ifølge DI stadig lang vej til en fair og rimelig adgang. Derfor er det nu afgørende, at EU holde øje med Kinas evne og vilje til at efterleve aftalen.

Læs også: Stadig unfair kinesisk markedsadgang – men ny investeringsaftale er godt første skridt

Fakta

KINA I 2021:

  • Vækstforventninger 2021: +8,1 pct.
  • DK eksport til Kina: (2019): 55 mia. kr.(varer og tjenester)

Kilde: Oxford Economics og DST

Nøglefaktorer i Kinas nye 5-årsplan:

  • Den kinesiske regering har meddelt, at økonomisk vækst skal bygge på mere indenlandsk forbrug, og udenlandske investeringer skal centreres omkring sektorer, hvor Kina mangler egen kapacitet.
  • Kina har sat grøn omstilling øverst på dagsordenen og sigter mod at blive CO2-neutral før 2060. Danmarks mange styrkepositioner på klima- og miljøområdet bør potentielt medføre omfattende muligheder i denne sammenhæng.
  • Teknologier som 5G, blockchain, AI, IoT skal i 2021 i endnu højere grad integreres som middel til at modernisere Kinas industri. Danske virksomheder bør holde øje for at bevare konkurrenceevnen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Politisk chef, China

Relateret indhold