Leslie Yan har siden februar været i praktik hos Grundfos som MIT-studerende i mechanical engineering. Praktikken har været 100 procent online som virksomhedens første virtuelle praktikant. Men måske er hun ikke den sidste.

Foto: Grundfos
31.03.21 DIB Nyheder

Coronabøvl åbner mulighed for virtuelle praktikforløb med MIT-studerende

Corona-pandemien har siden marts 2020 sat en stopper for MIT-studerendes mulighed for praktikophold i Danmark. Grundfos og andre virksomheder har derfor haft virtuelle praktikanter fra verdens mest prestigefyldte teknologiske universitet.

Hvad gør man, når man ikke længere kan modtage udenlandske praktikanter pga. rejserestriktioner? Så rykker man online.

Selvom det nærmest lyder umuligt med praktikpladser på afstand, kan det godt lade sig gøre, lyder det fra Grundfos, der har haft sin første virtuelle praktikant fra verdens mest prestigefyldte teknologiske universitet, Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Siden i februar har virksomheden haft Leslie Yan, MIT-studerende i mechanical engineering, i praktik. Hun  har haft til opgave at hjælpe med at re-designe skaftet af en solcelledreven pumpe, som giver nem adgang til rent og billigt drikkevand i udviklingslande.

- Takket været en god portion selvstændighed og høj faglighed, har Leslie opnået meget i løbet af  kort tid, fortæller Carlos Ebrahim Vendrell, der selv er Global Graduate i Grundfos og har været supervisor for Leslie Yan.

Læs også: Sådan rekrutterer du de dygtigste internationale talenter

Flere har eksperimenteret

Praktikantmuligheden med Leslie Yan er opstået i kølvandet på det partnerskab DI i 2018 oprettede med Massachusetts Institute of Technology (MIT). Det giver virksomheder i Danmark mulighed for at samarbejde med de ypperste studerende inden for Life Science, IT og ingeniører, men siden marts 2020 har Corona-pandemien sat en stopper for modtagelse af MIT-studerende.

Det har altså ikke forhindret Grundfos og andre virksomheder i at eksperimentere med nye muligheder, herunder virtuelle praktikpladser.

- Lige siden virksomhederne erkendte, at pandemien ikke ville slippe sit tag i os lige med det samme, har der været stor åbenhed i forhold til at eksperimentere med andre samarbejdsformer, så vi stadig har kunne interagere med de mange MIT-studerende, som gerne vil tættere på danske virksomheder. Både online workshops, hackathons og virtuelle praktiskpladser har været og er i spil, siger Danielle Bjerre Lyndgaard, chef for DI Global Talent & Mobility.

Giver helt nye muligheder til fremtiden

Hun mener, at endnu flere virksomheder kan få gavn af samarbejdsaftalen med MIT.

- Optagelsesprocenten på MIT ligger omkring 7 procent. Det betyder, at de studerende, der kommer ind, allerede er blandt de bedste. De er vant til at skulle præstere på et højt niveau. De er ekstremt dygtige, og bliver begejstret af de udfordringer, som de bliver præsenteret for.

Det bekræftes blandt andet af en af de udfordringer, som Grundfos har haft med at have Leslie Yan som virtuel praktikant.

- Vi er en teknologisk tung virksomhed og bruger noget software, som Leslie ikke kan have adgang til online. Hun fandt dog hurtigt ud af, hvordan MIT-softwaren kunne tilpasses. Det var faktisk en rigtig god oplevelse, fordi ikke alene fik vi en kompetent studerende ind, men vi fik også et indblik i den sofistikerede simuleringssoftware og teknologi, som MIT anvender, fortæller Carlos Ebrahim Vendrell.

Klar til at komme til Danmark

Denne begejstring deler Leslie Yan. Blandet andet fordi samarbejdet med Grundfos har givet hende mulighed for at anvende sine kompetencer på en helt konkret opgave. Den virtuelle komponent af praktikpladsen har ikke forskrækket hende – tværtimod:

-  Det kan selvfølgelig være en udfordring at arbejde på tværs af tidszoner, men jeg værdsætter meget den fleksibilitet, som den virtuelle praktikplads har givet mig. Carlos har været god til at kommunikere klart og regelmæssigt med mig, og det har været super motiverende at se løsningen udvikle sig i løbet af så kort tid. Desuden har det været spændende at lære Grundfos at kende, og jeg håber, at jeg får mulighed for at arbejde videre med dem på den ene eller den anden måde. Jeg er i hvert fald klar til turen til Danmark, siger Leslie Yan.

Virtuelle praktikforløb i fremtiden

Kombinationen af en praktikplads i Danmark og et virtuelt praktikforløb er en af de modeller, som DI Global Talent and Mobility vil gøre brug af, også når grænserne genåbner:

- Vi vil meget gerne tilbyde vores medlemmer en hybridmodel, hvor det vil være muligt at have MIT-studerende i praktik i Danmark i en periode samtidig med, at de studerende kan arbejde videre på projekterne, når de er vendt tilbage til Boston. Det er noget, både de studerende og virksomheder efterspørger. Det vil vi naturligvis gerne støtte op om, siger Danielle Bjerre Lyndgaard.

Læs mere om MIT-programmet her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Virginie Morlet

Virginie Morlet

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3167
  • Mobil +45 5151 4404
  • E-mail vimo@di.dk

Relateret indhold