Kommuner viser vejen med bæredygtige indkøb
170 nye loftslamper af genbrugsarmaturer og vasketøj i elbiler er eksempler fra kommuner, der har gjort brug af grønne udbud. Eksemplerne får ros af Dansk Industri, der påpeger, at hovedparten af offentlige udbud ikke tager hensyn til bæredygtighed .
I Frederiksberg Kommune og Gladsaxe Kommune får borgerne vasketøj leveret på ren el. Det er resultat af et ambitiøst udbud med fokus på en bæredygtig udvikling, der endte med Textilia A/S som distribuerer af vasketøj med de klimavenlige varebiler.
Udbuddet indebar blandet andet, at køretøjerne som minimum skulle have ”euronorm 5” og minimum energimærke B.
- Dette krav var med til at skubbe os i retningen af el-varebilerne. På det tidspunkt fandtes der ingen små varebiler med energimærke A, med mindre det var el. Derfor valgte vi, at når vores daværende biler skulle udskiftes og sættes ind i de to kontrakter, skulle det være el. Bilerne, som vi havde i forvejen, var på lejekontrakter med løbende forlængelse, så det var egentlig lige til at udskifte dem, fortæller Lars Wartou, der er Markedschef i Textilia, til magasinet Pleje.
Det er nogle super gode eksempler på, at virksomhederne står klar til at bidrage til den grønne omstilling, og at de allerede har bæredygtige løsninger er på hylderne Jakob Scharff, Branchedirektør
Sparer 1,9 ton CO2 årligt
I en helt anden boldgade har Rudersdal Kommune i kommunens aktivitetscenter Rønnebærhus fået installeret 170 nye loftslamper bestående af gamle lysarmaturer fra renoveringsprojekter hos entreprenørvirksomheden NCC og et stort dansk medicinalfirma.
De gamle lamper er blevet opgraderet med den nyeste LED teknologi og udstyret med et nyt ydre, der gør, at de ligner helt nye armaturer. Det gør, at kommunen årligt sparer klimaet for ca. 5 ton CO2.
Om investeringen fortæller Søren Hansen, som er energichef hos Rudersdal Kommune:
- Dét, der egentlig driver vores investering, er den regulære energibesparelse, vi opnår. Dernæst er det en gevinst, at vi kan benytte renoverede armaturer, da vi har et generelt fokus på genbrug.
Energichefen kan i den forbindelse glæde sig over, at genbruget ifølge Fischer Lighting, der har leveret løsningen, har sparet klimaet for ca. 1,9 ton CO2-udledning ved at undgå den ekstra produktion af stål. Det sidste må man ikke undervurdere betydningen af, siger Lars Elmvang, strategisk direktør & partner i Fischer Lighting:
- I Danmark har vi i vid udstrækning været gode til at optimere på energiforbruget, mens der først inden for de senere år er kommet fokus på den store miljøpåvirkning, der går til selve produktionen – her kan og skal vi derfor sætte meget mere ind, hvis vi skal tage de næste store skridt i forhold til den grønne omstilling.
Katalog for bæredygtig belysning
Til den ende har Fischer Lighting, udviklet verdens første katalog for bæredygtig belysning fyldt med innovative, æstetisk smukke og miljøvenlige belysningsløsninger. Kataloget skal vise verden, hvordan bæredygtighed, design og god forretning sagtens kan gå hånd i hånd.
- Med de forskellige løsninger og produkter i kataloget giver vi et indblik i, hvordan man ved at arbejde cirkulært og tænke design ind i alle dele af produktions- og udviklingsprocessen kan forvandle noget, der ellers ville blive smidt ud til innovative, smukke og miljøvenlige produkter af endnu højere kvalitet, som samtidig er økonomisk fordelagtige – og kan fortælle en historie, nye produkter ikke har, siger Lars Elmvang.
Supergode eksempler på samarbejde
I Dansk Industri roser branchedirektør Jakob Scharff både kommunerne og de virksomheder, der viser vejen til grønne offentlige indkøb.
- Det er nogle super gode eksempler på, at virksomhederne står klar til at bidrage til den grønne omstilling, og at de allerede har bæredygtige løsninger er på hylderne, siger Jakob Scharff, branchedirektør i DI.
Han håber derfor, at flere kommuner vil følge trop, da efterspørgslen generelt er begrænset. En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at kun 44 pct. af de offentlige udbud tager hensyn til bæredygtighed.
- De grønne offentlige udbud skal op i tempo. Derfor foreslår vi fra DI, at vi sætter som ambition, at 80 pct. af de offentlige vareindkøb er grønne og bæredygtige i 2025. Det er realistisk og nødvendigt. Den offentlige indkøbsmuskel på 380 mia. kr. er en vigtig løftestang for den grønne omstilling i hele Danmark, siger Jakob Scharff.
Læs også: Betonvirksomhed jubler over skærpede CO2-krav i byggeriet
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.