27.04.21 DIB Nyheder

Detailomsætning stiger til tårnhøjt niveau

Nye tal: Detailomsætningen steg med hele 19,8 procent fra februar til marts 2021, viser tal fra Danmarks Statistik. Genåbning og udsigt til udbetaling af indefrosne feriepenge har hjulpet på danskernes købelyst, siger DI’s underdirektør.

Detailsalget i marts overgik selv de bedste måneder sidste år. Det til trods for at detailhandlen kun åbnede delvist den 1. marts, hvor storcentre var tvangslukkede og store butikker underlagt strenge restriktioner.

- Genåbningen har sat gang i danskernes forbrug. For mindre, lokale detailbutikker har anden nedlukning været hård at komme igennem, så det er positivt, at danskerne har været på forårsshopping, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.

Ud over danskernes store opsparing under nedlukningen har udsigten til ny udbetaling af indefrosne feriepenge i slutningen af marts hjulpet på danskernes forbrug.

- Da vi tog hul på foråret, tog mange også hul på opsparingen. Derudover har udsigten til udbetaling af feriepenge også stimuleret danskernes købelyst, siger Morten Granzau.

- Danskernes forbrug har ændret sig markant under coronakrisen. Køb af varige varer fraregnet biler steg med 13 procent i 2020, mens danskernes forbrug af tjenester eksklusiv boligforbrug faldt tilsvarende, siger Morten Granzau.

- Det bliver rigtig spændende at følge danskernes forbrug over de kommende måneder, når samfundet gradvist vender tilbage til normalen. Vil danskerne holde fast i det høje forbrug af varer, eller er det landets rejse- og restaurationsbranche, der endelig får mulighed for at åbne en champagneflaske, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold