For en arbejdsplads kan seksuel chikane føre til mere sygefravær, nedsat produktivitet og øget udskiftning af medarbejdere.

Foto: Getty
26.05.21 DIB Nyheder

Arbejdstilsynet starter ny indsats: Seksuel chikane skal stoppes

’Seksuel chikane skal stoppes – lad os hjælpe dig’. Det er retningen for en ny indsats fra Arbejdstilsynet, som skal hjælpe virksomhederne med at forebygge og håndtere seksuel chikane. DI bakker op og er klar med webinar om emnet.

Når danske virksomheder frem til udgangen af 2022 får besøg af Arbejdstilsynet, vil den tilsynsførende i langt de fleste tilfælde oplyse virksomhederne om de regler, der gælder omkring forebyggelse af seksuel chikane. De vil desuden blive oplyst om, hvor man kan finde hjælp til arbejdet med at forebygge og håndtere seksuel chikane.

Det oplyser Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.

Alle brancher er omfattet af indsatsen. Desuden vil Arbejdstilsynet fra andet halvår 2021 lave en særlig vejledningsindsats om forebyggelse af seksuel chikane i udvalgte brancher.

Direktør i Arbejdstilsynet Sine Frederiksen siger:

- Hvad gør man, hvis man oplever seksuel chikane? Hvordan tager man dialogen om emnet på arbejdspladsen? Kan det få konsekvenser, hvis man siger noget? Hvad gør man som leder? Der rejser sig mange svære spørgsmål, når man på en arbejdsplads sætter fokus på seksuel chikane – og det gælder både hos medarbejdere og ledere. Med vores nye indsats håber vi at kunne hjælpe både medarbejdere og ledere med at håndtere situationer med seksuel chikane og forebygge, at de overhovedet opstår.

Læs også: Fire trin: Sådan drøfter I sexchikane på virksomheden

77.000 har følt sig udsat for seksuel chikane

I undersøgelsen ”Arbejdsmiljø og Helbred” (2018) fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, angiver 3,6 procent af respondenterne, at de inden for de sidste 12 måneder har været udsat for seksuel chikane.

Respondenterne er lønmodtagere mellem 18 og 64 år, og omregner man dem til hele gruppen af 18-64 årige lønmodtagere, svarer det til, at ca. 77.000 lønmodtagere ifølge eget udsagn har været udsat for seksuel chikane de sidste 12 måneder.

Resultaterne fra undersøgelsen er ifølge Arbejdstilsynet behæftet med usikkerheder, men er det bedst tilgængelige bud på problemets omfang.

For det enkelte menneske kan seksuel chikane blandt andet føre til søvnbesvær, angst, stress, depression, langtidssygemeldinger og i sidste ende en opsigelse fra et arbejde, som man måske er glad for.

For arbejdspladsen kan seksuel chikane føre til mere sygefravær, nedsat produktivitet og øget udskiftning af medarbejdere. Det kan have store økonomiske konsekvenser.

- Det er i alles interesse, at der ikke foregår seksuel chikane, og vi opfordrer alle virksomheder til at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe problemet, siger seniorchefkonsulent Jan Lorentzen i DI.

Læs også (for DI-medlemmer): I dybden med sexchikane på arbejdspladsen

Hvor går grænsen kampagne

Jan Lorentzen påpeger desuden, at DI er tovholder på en landsdækkende kampagne om seksuel chikane, som gennemføres i et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet.

Kampagnen har titlen ’Hvor går grænsen’ og formålet er at tilbyde virksomhederne værktøjer, der kan forebygge seksuel krænkende adfærd. Et af værktøjerne hjælper med at få seksuel chikane italesat.

- Det gælder Især omkring nogle af gråzonerne,  hvor det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad der er opfattes som seksuelt krænkende. Og så vil der også komme andre værktøjer i form af bl.a. en guideline til virksomhedspolitik til forebyggelse af seksuel krænkende adfærd samt en pulsmåling, som virksomhederne kan bruge til at undersøge, om der er noget de, har brug for at tale om og håndtere, fortæller Jan Lorentzen.

Du kan finde mere information om kampagnen på: Hvor går grænsen? 

DI afholder fredag den 18. juni gratis Webinar om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane

 

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jan Lorentzen

Jan Lorentzen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3632
  • Mobil +45 2328 5264
  • E-mail jlo@di.dk

Relateret indhold