Mangel på uddannede håndværkere er en af byggebranchens største flaskehalse i øjeblikket, fortæller tømrermester Michael Ancher fra tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn A/S.

Foto: Søren Nielsen
18.05.21 DIB Nyheder

Byggeriet på rekordkurs i 2021

Efterspørgslen er så stor, at prisen for byggeprojekter næsten er ligegyldig, siger tømrermester. DI-analyse spår ny vækst i byggeinvesteringer efter rekordåret 2020.

Der er fuld fart på den danske byggebranche på flere fronter. Stigende priser på boliger og byggematerialer skræmmer ikke danskerne fra at renovere og bygge nyt. Boligbyggeriet satte rekord i 2020 og aktiviteterne vil fortsætte op i år, viser ny analyse fra DI Dansk Byggeri.

Fremgangen i byggeriet mærker landets håndværkervirksomheder, der har svært ved at følge med efterspørgslen. Det fortæller tømrermester Michael Ancher fra tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn A/S i Åbyhøj.

- Aarhus har vækstet gevaldigt gennem de sidste 8-10 år. Men det er klart, at corona har kastet ekstra benzin på bålet hos de private kunder, der har arbejdet hjemmefra og derfor har fået lyst til nye gulve, badeværelser og andre ting. Og det ser ud til at fortsætte så langt øjet rækker, siger han.  

Læs DI-analyse om prognose for byggeriet i 2021

Behov for arbejdskraft

Michael Ancher beskæftiger op mod 20 håndværkere og har især mange erhvervskunder, hvor der også har været ekstra tryk på kedlerne, fordi det offentlige har skruet op for bygge- og anlægsinvesteringerne under coronakrisen. Samlet skaber væksten i både privat- og erhvervsbyggeri en udfordring med at sikre nok kvalificeret arbejdskraft, fortæller Michael Ancher.

- Der er simpelthen ikke hænder nok til at imødekomme både private og erhvervskundernes behov for at få løst opgaverne så hurtigt, som de ønsker. Det er svært at finde en entreprenør, som har tid. Der er så meget pres på, at prisen for opgaven næsten er  underordnet, hvis bare man kan en håndværker til at komme,  siger han.

Det understreger det behovet for at få udlært flere håndværkere, mener Michael Ancher og påpeger, at  demografien også viser, at vi inden for få år står til at miste meget kvalificeret arbejdskraft.

En anden udfordring er, at materialeleverandører har svært ved at følge med. Det giver problemer med leverancen, hvilket forsinker byggeprojekterne. Samtidig er priserne på træ og andre råvare steget markant.

Læs også: Entreprenør i regeljungle: Stor risiko for fejl

Der er så meget pres på, at prisen for opgaven næsten er underordnet, hvis bare man kan en håndværker til at komme. Michael Ancher, tømrermester, E. Anker & Søn A/S

Rekordbyggerier fortsætter i 2021

Ifølge DI Dansk Byggeris analyse satte boligbyggeriet rekorder i 2020. De samlede steg bygge- og anlægsinvesteringerne steg med 7,6 procent til 265 mia. kr. I år ventes investeringerne at stige yderligere 4,3 pct. Samtidig vokser beskæftigelsen i byggebranchen med ekstra 3.400 i 2021 til omkring 183.000.

Analysen viser også der i 2020 blev påbegyndt omkring 36.000 nye boliger, hvilket er en tredobling på syv år. Ifølge Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri, er byggetrangen i høj grad drevet af en kraftig befolkningstilvækst i de større byer.

- Det øger meget naturligt efterspørgslen efter et sted at bo, og det forklarer altså de mange kraner, der fylder billedet i mange byer, siger han.

Læs også: Dansk Industri på vej med nyt branchefællesskab for byggeri

Hjemmearbejde styrker byggeri i mindre byer

Det høje niveau forventes at fortsætte – og det er ikke kun byerne som trækker. DI Dansk Byggeri skønner, at der vil blive bygget 35.500 boliger i 2021 og 34.500 i 2022, også trukket af at flere under coronakrisen er søgt væk fra byerne, forklarer Torben Liborius.

- Vi vil se, at endnu flere flytter til omegnskommunerne og bygger nye enfamiliehuse. Hjemmearbejdet under coronakrisen har lært mange, at de kan udføre deres opgaver fra hjemmekontoret, og vi forventer således, at hjemmearbejdet vil være mere end fordoblet efter coronakrisen. Det betyder, at flere nu er parate til at bosætte sig længere fra arbejdspladsen, hvor man ofte kan få mere plads, billigere byggegrunde og komme tættere på naturen, siger han.

Læs også: Byggeriet tester digitalt superlim

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Torben Liborius

Torben Liborius

Underdirektør, Chef for Dansk Infrastruktur

  • Direkte +45 7216 0106
  • Mobil +45 2332 3495
  • E-mail tli@di.dk

Relateret indhold