31.05.21 DIB Nyheder

Faldende forbrug sendte dansk økonomi baglæns

Faldende privatforbrug sendte økonomien ned i 1. kvartal. Men der er udsigt til tiltagende vækst resten af året, vurderer DI

Dansk økonomi skrumpede med 1,3 procent i første kvartal. Det er lidt bedre end BNP-indikatoren viste for 14 dage siden, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Privatforbruget faldt med 4,9 procent i første kvartal og var med til at trække væksten i økonomien ned.

- Forbrugerne kunne ikke komme ud og bruge penge. Derfor er det ikke overraskende, at lavere privatforbrug bremsede aktiviteten i økonomien. Vi vil se stigende forbrug i takt med, at vi igen kan komme i storcentre, på restaurant eller i biografen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Vinterens nedlukning har ikke været lige så hård ved økonomien som nedlukningen sidste forår. Dette til trods for, at vinterens restriktioner har været vidtgående og langvarende, siger Allan Sørensen.

Særligt tre forhold har hjulpet os igennem den seneste nedlukning.

- Vi er blevet fortrolige med at handle online, vi er blevet bedre til hjemmearbejde, og så var virksomhederne bedre forberedte. Anden bølge kom ikke lige så overrumplende som den første, siger Allan Sørensen.

Der er udsigt til tiltagende vækst i resten af året.

- Samfundet er på vej til at åbne, og det vil løfte væksten i de kommende kvartaler. Vi venter en vækst i økonomien på 2,5 procent i 2021 og 3,5 procent i 2022, siger Allan Sørensen.

- Vi kan forhåbentlig snart lægge coronakrisen helt bag os og begynde at kigge fremad. Mange forbrugere har en stærk privatøkonomi, og der er også tiltagende vækst i udlandet. Mangel på arbejdskraft er derimod en stigende udfordring og kan ende med at bremse væksten inden den for alvor kommer i gang, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold