Skovhaver.dk (tv.), Ailefo (midt) og Årø Vingård (th.) er alle udvalgt til projektet Crowdfunding i Landdistrikterne.

05.05.21 DIB Nyheder

Lokalsammenhold skal finansiere lokalt iværksætteri

Lokalopbakning kan udmøntes i kontant opbakning til lokale iværksætterprojekter. Det er essensen i et crowdfunding-projekt, som nu skyder gang i tre udvalgte iværksætteres crowdfunding-kampagner.

”I DI har vi en vision om, at Danmark skal være et paradis for iværksættere.”

Sådan siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, DI, der er blandt afsenderne på et crowdfunding-projekt for likale iværksættere, som er igangsat af Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Industri.

- Overalt i Danmark - uden for de store byer - ser vi et stærkt sammenhold og en kæmpe opbakning om lokale projekter. Vi har set det, når den lokale brugs eller skole har været truet af lukning. Vi tror på, at den form for opbakning bogstaveligt talt kan udmøntes i kontant opbakning til lokale iværksætterprojekter. Her kan crowdfunding blive en nyttig kanal for folkelige investeringer i lokale projekter med iværksættere, siger direktøren.

Læs også: Kvindelige iværksættere spørges til problemer frem for muligheder

Iværksætterne står på spring

Konkret bliver tre udvalgte iværksætteres crowdfunding-kampagner nu skudt i gang. Det drejer sig om virksomhederne Skovhaver.dk, Ailefo og Årø Vingård, som henholdsvis laver allergivenlig og bæredygtigt ansigtsmaling på Bornholm, brændevin på Årø samt spiselige skovhaver på Fyn.

Det er smukt, når iværksættere og lokalsamfund kan støtte hinanden og vende udviklingen sammen, mener formanden for Dansk Iværksætter Forening, Peter Kofler, der glæder sig over den store interesse, der er for crowdfunding.

- Indtil videre kan vi konstatere, at iværksætterne står på spring. Vi har fået 60 fantastiske idéer og måtte desværre kun vælge tre. Nu skal vi se, hvor meget lokalsamfundene bakker op. De erfaringer, vi gør os nu, skal spredes ud i alle dele af landet, og politikerne skal selvfølgelig hjælpe med at skubbe på, siger han.

Læs også: DI: Vi skal have flere iværksættere med vækst

Mere risikovillig kapital uden for byerne

Analyser fra Danmarks Statistik viser, at der er store geografiske forskelle på omfanget af nyetablerede virksomheder. Groft fortalt viser tallene, at jo længere væk man er fra byen, jo færre nye virksomheder bliver der stiftet.

Det er der behov for at ændre på, og en af løsningerne er at sikre mere risikovillig kapital uden for de største byer, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Og crowdfunding rummer store potentialer som finansieringsform i landdistrikterne, understreger han.

- Lokale iværksættere er med til at sætte et område på landkortet. Bliver virksomheden en succes, kan det give mange afledte effekter i form af øget vækst og nye lokale jobs i flere forskellige brancher og erhverv, f.eks. inden for turisme. At et område oplever denne form for synergi, kan igen bidrage positivt til øget bosætning. Samtidig bygger crowdfunding på en del af landdistrikternes DNA – nemlig, at man tager ejerskab til og ansvar for lokalområdets udvikling, siger han.

Her kan du finde de tre virksomheders kampagner

Fakta

Projektet Crowdfunding i Landdistrikterne

Realiserer tre lokale crowdfunding-kampagner i samarbejde med lokale iværksættere. De tre virksomheder er valgt ud af 60 ansøgere, og deres crowdfunding-kampagner er skudt i gang den 5. maj 2021.

De tre udvalgte virksomheder er: Ailefo på Bornholm, Årø Vingård på Årø samt Skovhaver.dk på Midtfyn.

Projektet vil fremme iværksætteri i landdistrikterne ved at sætte fokus på crowdfunding som finansieringsmetode og håber på lang sigt at bidrage til bedre kendskab, øgede kompetencer og forbedrede rammevilkår. Derudover ønsker projektet at bidrage til at øge mængden af risikovillig kapital uden for landets største byer.

Projektet er drevet af organisationerne Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Industri.

På baggrund af de lokale kampagner udvikles en række policy-anbefalinger, der overrækkes til det politiske Danmark i november 2021.

Projektet er bevilget af Erhvervsstyrelsens pulje til crowdfunding, og projektet løber frem til november 2021.

Læs mere om projektet

DI HJÆLPER IVÆRK-SÆTTERE

Gratis iværksættermedlemskab. DI hjælper iværksættere med et års gratis råd og vejledning om personalejura, international vækst, adgang til netværk og brancher, politisk indflydelse og meget mere. Læs mere om alle medlemsfordelene og kontakt os. 

Få nyt fra iværksætterverdenen om kapital, nye markeder, lovgivning, netværk, events m.v. i DI’s nyhedsbrev for iværksættere. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold