Cirkulær stenuld vinder pris som bedste grønne tech-løsning
13 grønne tech-priser blev i dag i Industriens Hus uddelt i SDG Tech Award. Rockwool fik prisen for bedste virksomhedsløsning. Det er fjerde år, at Sustainary i samarbejde med Dansk Industri (DI) fejrer og fremmer Danmarks bedste grønne tech-løsninger.
Med returløsningen ’Rockcycle’ distancerede Rockwool andre flotte grønne tech-løsninger i kategorien Best Company Solution ved årets uddeling af SDG Tech Awards i Industriens Hus.
Det er fjerde år, at Sustainary i samarbejde med Dansk Industri (DI) fejrer og fremmer grøn innovation i Danmark.
- Målet er at hylde heltene i det grønne økosystem,” siger præsident for Sustainary Human Shojaee.
Han fortsætter:
- En pris i SDG Tech Award sender et klart og troværdigt signal til den grønne omverden. Og det får ofte investorerne til at blive interesserede, fordi prisen er et kvalitetsstempel til en virksomhed.
Læs også: DI chefer: Iværksættere spiller afgørende rolle i den grønne omstilling
Danmarks bedste grønne tech-løsninger
Begivenheden er i dag vokset til cirka 600 nomineringer, 60 finalister og 13 vindere. De fleste vindere er start-ups og SMV’ere, men i år blev det altså Rockwool, der tog hovedprisen med en løsning, hvor mineraluldsproducenten sammen med affaldshåndteringsfirmaet RGS Nordic tilbyder at tage uforgængeligt stenuld tilbage fra nedrevne og ombyggede bygninger og genbruge det til nyt stenuld.
- Juryen har vurderet, at Rockwools løsning er en "first mover" på byggeområdet. Rockcycle kan bane vejen for en cirkulær og bæredygtig byggebranche fremover, siger Human Shojaee.
Den kasserede isolering hentes direkte fra byggepladsen eller fra kommunale genbrugspladser. Efter sortering og granulering transporteres materialet til de to danske Rockwool-fabrikker, hvor den genbrugte stenuld bruges i produktionen af ny stenuldsisolering.
En anden årsag til Rockwools pris er, at løsningen bidrager positivt til cirkulær økonomi i en byggesektor, der er præget af store mængder affald, stort CO2-belastning og overforbrug af naturressourcer.
- Bygge- og anlægssektoren spiller en central rolle i den grønne omstilling. Sektorens drivhusgasemissioner tegner sig for cirka 40 procent af de globale drivhusgasemissioner. Og en af de største bidragydere til disse emissioner er netop de materialer, der anvendes i bygninger, siger Human Sjojaee.
Cirka 12.000 tons stenuld blev i 2021 genanvendt gennem Rockwools genbrugsordning, og virksomheden forventer, at mængden stiger i de kommende år.
Læs også: Design er nøglen til cirkulær udvikling i Plus Pack
Fakta
Her er samtlige vindere:
Best Company: Rockwool
Best SMV: Aquaporin A/S
Best Startup: Hemboo
Sustainable Leader Organisation: Jens Broeng
Sustainable Leader SMV: Steffen Kallehauge
Sustainable Leader Startup: Patricia Plesner
Circular Economy: Zirq Solutions A/S
Food & Agrotech: Agreena
Energy Innovation: Ennogie Solar Group A/S
Blue Water: 4Life Solutions Aps
Digital Solutions: Upcycling Forum
Sustainable Cities: Climaid Aps
Community Choice: Kaffe Bueno
Se mere på SDG Tech Awards
2 års gratis medlemskab for iværksættere
Vil du være en del af Danmarks største erhvervsorganisation med mere end 20.000 medlemmer? DI ønsker at hjælpe iværksættere i opstartsfasen, og derfor kan du få adgang til rådgivning, netværk, events mv. ganske gratis de første 2 år.
Læs mere herHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.