Camilla Haustrup Hermansen, viceadministrerende direktør og medejer af Plus Pack, ser design som nøglen til succes i virksomheders cirkulære transformation.

30.11.22 DIB Nyheder

Design er nøglen til cirkulær udvikling i Plus Pack

Med nytænkning af design, materialer og produktion har Plus Pack gjort sin forretning mere cirkulær og udnytter alle ressourcer mere effektivt.

Hos emballagevirksomheden Plus Pack spiller design en afgørende rolle i udviklingen af ​​nye produkter. Virksomheden producerer fødevareemballageløsninger i aluminium og plast og har forpligtet sig til at udvikle cirkulære løsninger, der er fremstillet af genanvendte materialer og materialer der er lette at sortere og genanvende.  

Camilla Haustrup Hermansen, viceadministrerende direktør og medejer af Plus Pack, ser design som nøglen til succes i virksomheders cirkulære transformation, for ikke også at nævne konkurrenceevne, vækst og forretningsudvikling. Faktisk har fokus på design fået Plus Pack til at udvikle sin portefølje af genanvendelige produkter, der understøtter den cirkulære økonomi og samtidig reducerer CO2-emissioner.

- Design er en afgørende drivkraft for den grønne omstilling og danske virksomheders konkurrenceevne, vækst og udvikling. Klogt design gavner ikke kun økonomien og forbrugerne, men det er også godt for kloden, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Læs også:  Ørsteds designteam er på få år blevet hjørnesten i virksomheden

Besvar fire grundlæggende spørgsmål

Ved at udvikle emballage lavet af let genanvendelige materialer, bidrager virksomheden til et  mere ansvarligt emballageforbrug samt reducering af madspild. Plus Pack designer nemlig sine emballageløsninger med fokus på at forlænge holdbarheden på fødevarerne, som skal indpakkes.

- I stedet for at tilbyde ’one size fits all’-løsninger, er vores produkter ofte skræddersyet til at imødekomme kundernes behov for effektive emballageløsninger, som er med til at reducere madspild og ressourcespild. Designtilgangen har gjort det nemmere for os at forstå hvilke processer, emballagen indgår i, og dermed bestemmes produktets cirkularitet i designfasen gennem valg af materiale, farve og nogle gange også form. Det er her, produktets livscyklus bestemmes, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Alle Plus Packs designbeslutninger er baseret på fire grundlæggende spørgsmål:

Kan produktmaterialet genanvendes?

Er genanvendte materialer en mulighed?

Kan produktet nemt sorteres eller genbruges efter brug?

Kan produktet reducere madspild og eliminere affald?

- Det handler om at ændre måden, vi bruger materialer på. At fremhæve genanvendte materialer og dermed skabe kredsløb, der forlænger materialernes levetid. At øge muligheden for genbrug og genanvendelse af emballageløsninger, og sidst men ikke mindst, at give fortrinsret til de materialer, der er nemme at identificere, sortere og genbruge i stor skala, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Læs undersøgelsen ”Design delivers green” om danske virksomheders behov for designere i den grønne og cirkulære omstilling.

Tænk cirkularitet ind i beslutningsfasen

Denne måde at arbejde på har hjulpet virksomheden med at omsætte kompleks viden til konkret praksis i den daglige drift. Som et resultat af nytænkning af design, produktion, distribution og forbrug har Plus Pack sikret at  alle ressourcer bruges mere effektivt i et lang større perspektiv. Alle materialer kan indarbejdes i nye produkter, der kan bruges flere gange, videregives eller sælges som en service.

- Danske produktionsvirksomheder bør overveje potentialet i øget cirkularitet i hver beslutning, de træffer, da dette har stor indflydelse på miljø- og klimaprofilen på de løsninger og produkter, de bringer på markedet. Det kan de gøre ved at integrere designmetoder og -tænkning i deres forretningsudvikling, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Hun medgiver, at det kan lyde kompliceret at designe løsninger, der passer ind i en cirkulær økonomi. Men det behøver det ikke være:

- Tricket er at træffe beslutninger i dag, der reelt forhindrer spild i morgen. Det kræver mere innovation, samarbejde og videndeling på tværs af traditionelle brancheskel og værdikæder. Den gode nyhed er, at det er en win-win for både virksomhederne og planeten,  siger Camilla Haustrup Hermansen.

Hør podcasts om design fra DI Kreative Erhverv  

Lær mere om design og grøn omstilling den 7. december

Du kan høre meget mere om Plus Packs designudvikling onsdag den 7. december, når Dansk Design Center (DDC) i samarbejde med DI afholder eventen ”Harness the Power of Design: How to Build a Smarter, Greener Business.”

Her kan du møde:  

Michael McKay, leder af Design Center of Excellence i Ørsted

Camilla Haustrup Hermansen, viceadm direktør for Plus Pack og formand for DI Produktion

Lise Thomsen, fagleder for DI Kreative Erhverv

Christian Bason, CEO i DDC

Læs mere om eventen ”Harness the Power of Design: How to Build a Smarter, Greener Business

Fakta

Om Plus Pack

Plus Pack er en danskejet international virksomhed med hovedkontor i Odense.

Virksomheden designer, producerer og sælger cirkulære og kundetilpassede emballageløsninger til fødevareindustrien. Det er i øjeblikket en af ​​de førende emballagevirksomheder i Europa med salg i mere end 50 lande verden over.

88 procent af deres produkter er i dag fremstillet af materialer som er lette at genanvende efter brug. De resterende 12 procent er også genanvendelige, men endnu ikke fremstillet af monomaterialer.

Virksomhedens vision er at transformere emballageindustrien og engangsemballage til cirkularitet ved at tilbyde cirkulære emballageløsninger uden CO2.

Plus Pack er en familieejet virksomhed, der har over 100 års erfaring og ekspertise indenfor emballage.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lise Thomsen

Lise Thomsen

Fagleder, DI Kreative Erhverv

  • Direkte +45 3377 4795
  • Mobil +45 2949 4435
  • E-mail ltn@di.dk

Relateret indhold