DI: Hårde russiske sanktioner må forventes at blive endnu hårdere
I takt med at Ruslands invasion udvides kan Vestens sanktioner blive endnu mere omfattende, forventer DI. Her er et overblik over sanktioner indtil nu.
Ruslands invasion af Ukraine har udløst de hidtil mest omfattende sanktioner mod noget land, der nogensinde er set. Sanktionerne rammer blandt andet samhandel og finansielle transaktioner, men der kan skrues yderligere op.
Det vurderer underdirektør i DI, Peter Thagesen. Han sidder med ansvar for global handel og investeringer og han peger på, at Vestens sanktioner hurtigt er blevet skruet i vejret de seneste dage.
- Der er tale om de mest omfattende sanktioner, vi har set mod noget land. Både i omfang, men også i forhold til Vestens og Danmarks økonomiske relationer med landet, siger han og fortsætter:
- På blot en uge er der kommet tre sanktionspakker, og i takt med at Ruslands invasion udvides, vil der helt sikkert komme flere stramninger.
Læs også: Ruslands afskyelige overgreb kalder på voldsomt modtryk
Følg nøje med
Derfor handler det for virksomhederne om at følge udviklingen nøje.
Vores bedste råd er at følge med på vores side di.dk/ukraine og på Erhvervsstyrelsens hjemmeside om eksportkontrol og sanktioner, siger Peter Thagesen.
Signalværdien er stor af sanktionerne. De viser Rusland, at landets handlinger er fuldstændigt uacceptable.
- Og forhåbentlig sender de også et signal til andre lande, som måtte tænke i samme bane, at det ikke er uden omkostninger at invadere et andet land, siger Peter Thagesen.
Læs også: Hjælp Ukraine - Sådan kan din virksomhed gøre en forskel
På blot en uge er der kommet tre sanktionspakker og i takt med at Ruslands invasion udvides vil der helt sikkert komme flere stramninger. Peter Dige Thagesen, Head of Geopolitics
Sanktionerne hidtil:
Eksportforbud:
- Produkter, der kan indgå i den russiske militære oprustning
- Avanceret teknologi såsom elektronik, informationssikkerhedsprodukter, sensorer, lasere, navigationsudstyr samt marine- og luftfartsteknologi
- Produkter til brug i oliesektoren
Finansielle sanktioner:
- Restriktioner på adgang til kapitalmarkedet for visse russiske banker og virksomheder
- Visse russiske banker er udelukket fra betalingssystemet Swift
- Centralbanken i Rusland har mistet mulighed for at udnytte internationale reserver til at omgå sanktioner
Øvrige sanktioner:
- Sanktioner mod russiske beslutningstagere og oligarker, bl.a. så deres midler i Vesten indefryses – her kan man selv løbende tjekke på www.sanctionsmap.eu, om de personer man handler med bliver omfattet af sanktioner.
- Flyveforbud for civile russiske fly i store dele af det europæiske luftrum – også i Danmark
- Russiske propaganda-medier som Russia Today og Sputnik forbydes i EU
- Nye og udvidede sanktioner mod Belarus
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.