DI: Stort og ambitiøst energi-skridt på Bornholm
Udvidelse af energiø på Bornholm understreger Danmarks enorme potentiale i havvind. Det er et vigtigt signal til det globale marked, mener DI.
Et bredt politisk flertal har besluttet at skrue markant om for produktionen af grøn energi fra Bornholms kommende energiø. Målet for produktionen af strøm fra havvind skal være en halv gang større i 2030 end først planlagt samtidig med, at Tyskland kobles direkte på energiøens vindmøllepark.
- Med udvidelsen af Energiø Bornholm og forbindelsen til Tyskland skruer vi op for udbygningen af vedvarende energi. Det er afgørende for klimaet, men også helt afgørende for Europas energiuafhængig fra Rusland. Det understreger endnu en gang Danmarks rolle som globalt grønt foregangsland, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.
DI: Vigtigt signal fra Danmark
I Dansk Industri ser branchedirektør i DI Energi, Troels Ranis, beslutningen som et stort og ambitiøs skridt i den rigtige retning med at sikre en grøn kurs ud af energikrisen.
- Vi skal være uafhængige af russisk fossilt energi. Det er helt utroligt vigtigt, at vi tænker nyt og stort for at fremtidssikre vores energiforsyning, og samtidig tænker internationalt. Vi har brug for store partnere i EU som Tyskland, der ligesom Danmark også er i gang med en ambitiøs grøn omstilling, men de store grønne ambitioner må ikke stoppe her, siger Troels Ranis og uddyber:
- Vi er omringet af vand og potentialet i havvind er enormt. Vi skal udnytte vores førerposition i verden til at sende grøn energi ud over grænserne. I den nuværende situation er det et virkelig vigtigt signal til markedet, at Danmark stadig er en åben eksportør af den grønne strøm. Sådan må og skal det fortsætte - krise eller ej.
DI ser energiøerne som det næste og naturlige inden for havvind og ambitionen om at være nettoeksportør af grøn energi inden 2030. Produktionen fra Bornholms energiø øges til 3 gigawatt svarende til elforbruget for over tre millioner husstande.
Dan Jørgensen ser de politiske aftaler er store skridt på vej mod et stærkere energisamarbejde i Østersøen - hvilket også er fokus for det internationale Østersøtopmøde, som afholdes på Bornholm tirsdag den 30. august.