Blandt andet opsætning af flere varmepumper både privat og i industrien holder energikrisen stangen i øjeblikket.

17.11.23 DIB Nyheder

Energikrise lurer stadig i kulissen

Selvom Europa i år står langt bedre år end sidste år i forhold til forsyningssikkerhed, inden vinteren tager fat, kan ordet energikrise alligevel ikke streges helt.

Sidste år udarbejdede Energistyrelsen en liste med 50 virksomheder, der risikerede at få mindre eller slet ingen naturgas, hvis lagrene begyndte at nærme sig bunden.

Men i den kommende vinter er der helt andre prognoser end sidste år, hvor energikrisen for alvor kradsede.

- Vi står langt bedre, end vi har stået tidligere i Europa. Vi har markant fyldte gaslagre på tværs af EU og også i Danmark, og de kan holde i et godt stykke tid, hvis vi mod forventning ikke kan få gassen udefra, siger Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri med ansvar for energiområdet.

Mere grøn energi og LNG

Udover godt fyldte gaslagre, er EU-landenes efterspørgsel efter gas reduceret med 15 pct. i forhold til det historiske gennemsnit.

Det skyldes blandt andet, at der er kommet mere grøn energi til. I høj grad i form af solceller og varmepumper.

- Det bidrager til, at vi er mere uafhængige af gassen. Samtidig har vi øget vores import af flydende naturgas (LNG, red.) til Europa med 20 pct. Og de internationale LNG-markeder er i stand til at levere. Særligt fordi Kina ikke har skruet op for sin efterspørgsel, påpeger Troels Ranis.

Stadig russisk gas

På trods af de gode prognoser, er der dog stadig faktorer, der kan bringe den gode retning ud af kurs og ordet energikrise tilbage på alles læber.

For selvom Europa er langt mere uafhængig af russisk gas denne vinter end sidste, så får Europas stadig ti procent af sit gasforbrug fra Rusland gennem gasledninger, der går gennem Ukraine og Tyrkiet.

Og selvom det er vådt og klamt derude, er det endnu ikke for alvor blevet koldt. Spørgsmålet er stadig, hvor kold – og lang – vinteren egentlig bliver.

- Hvis der bliver lukket for den sidste del af den russiske gas samtidig med at vi får en hård vinter og andre begynder at kalde på LNG. Så er der risiko for en mangelsituation. Det er scenarier vi ikke kan udelukke, og derfor kan vi ikke slå en streg over ordet energikrise endnu, siger Troels Ranis.

Skru ned!

Han påpeger, at gaspriserne også stiger lidt i øjeblikket.

- Det betyder noget for den europæiske industri og økonomi. Vi kan først for alvor føle os sikre, når der er tilstrækkelig LNG-kapacitet ude i verden, og det sker ikke før en gang i 2024, siger Troels Ranis, der understreger, at det bedste råd til alle stadig er at spare på energien så meget som muligt, hvis vi skal sikre tilstrækkelig kapacitet og acceptable priser.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Wendt Jensen
Skrevet af:

Louise Wendt Jensen

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold