Fredericia Havn har den rette dybde til at håndtere store skibe.

11.12.23 DIB Nyheder

Fredericia – havnen der får større og større betydning

Stål er en stor forretning på både Fredericia og Vejle havn. Desuden er Fredericia Havn nu i gang med at mere end fordoble sin containerkapacitet.

Fredericia Havn ligger centralt på den europæiske transportkorridor med nem adgang til motorveje og jernbanenettet. Det giver optimale betingelser for nem og effektiv håndtering og omladning af gods.

Med en årlig godsomsætning på ca. 6,8 mio. tons er Fredericia Havn blandt de største danske havne for import og eksport. Blandt de ting, der går ind og ud af havnen er korn, foderstoffer, skrot, biobrændsler og olie.

Fredericia Havn er desuden Region Syddanmarks største containerhavn, og havnen har et stort opland for containergods.

Læs også: Aarhus Havn sikrer Danmarks forsyning

Havnene i Fredericia og Vejle er to af de vigtigste havne i Danmark for import af stål, som er helt afgørende for dansk industri

En af de største aktører på havnen i Fredericia er Fredericia Shipping A/S, som driver stålterminal på havnen.

- Fredericia havn har en god strategisk placering. Sammen med Vejle og Kolding Havn ligger vi i et område, hvor der er let distribution til hele landet. Vi har desuden evnen og materiellet til at håndtere skibene og lige så vigtigt: den rette dybdegang til de store skibe, fortæller adm. dir. For Fredericia Shipping, Klaus G. Andersen.

Selskabet håndterer cirka 200.000 tons stål om året i Fredericia Havn, der er en af de dybeste i Danmark. En stor del af stålet kommer fra Spanien, Indien og Sverige. Det bruges til havnebyggeri, til byggebranchen og til maskinfremstilling, men også til den grønne udvikling, når der bygges nye vindmølletårne.

Læs også: Esbjerg Havn flyder over af opgaver

Skrot genanvendes

Udover stål er håndteringen af skrot også en stor forretning for både Fredericia Shipping og Fredericia Havn.

- Det er typisk skrot fra nedrivning i industrien, når der skal bygges nyt. Her er det meget vigtigt for konkurrencedygtigheden, at skrot kan håndteres logistisk smidigt, for jo dyrere, det er at komme af med skrot, jo dyrere bliver det også at investere i nyt, pointerer Klaus G. Andersen.

Det er langt mere klimavenligt at genanvende metal som skrot i stedet for at udvide nyt metal. Skrottet sendes som regel ud af Europa, når det skal omsmeltes, og når det skal sejles så langt væk, kræver det store skibe, som igen kræver dybe havne.

- Før i tiden var det mere fleksibelt, og man kunne håndtere skrot i mange havne med lavere dybdegange, men det har ændret sig i dag, forklarer Klaus G. Andersen.

Læs også: Biler, nordmænd og laks dominerer på Hirtshals Havn

Udbygning i gang

Havnefællesskabet ADP, der driver Fredericia Havn, satte i midten af september gang i en omfattende udvidelse af havnen i Fredericia.

Den skal udvide den eksisterende containerterminal med 70.000 m2, så den efter udvidelsen i 2025 bliver på i alt 150.000 m2.

Fredericia Shipping og ADP har i den forbindelse etableret et fælles selskab til drift og udvikling af Danmarks 2. største containerterminal på Fredericia Havn: Frederica Container Terminal A/S.

Dermed vil Fredericia Havn udbygge sin position som containerhavn med regional betydning til at blive ét af Danmarks nationale containerhubs med international tilgængelighed via alle de store containerrederier.

- Ambitionen er, at Fredericia Container Terminal skal være den mest effektive, bæredygtige og digitale terminal i Danmark og blandt de førende i Nordeuropa. Målet er at være CO2-neutral i 2030, fortæller Klaus G. Andersen

Fredericia Havn har direkte jernbanekobling til Taulov Container og Rail Terminal, der ligger lidt inde i landet.

- Containermarkedet har flyttet sig positivt i vores retning, og Fredericia Havn har fået en større og større betydning. Containermængder, som traditionelt er blevet kørt med lastbil til og fra Hamburg og Bremerhaven er de seneste år i stigende grad blevet flyttet over til søgående transport til og fra Fredericia. Og der er det af stor betydning, at vi har direkte kobling til Taulov, hvor godset kan komme effektivt videre ud i landet, siger Klaus G. Andersen.

Læs også: Danske erhvervshavne skaber job og vækst

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Wendt Jensen
Skrevet af:

Louise Wendt Jensen

Jakob Svane

Jakob Svane

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3756
  • Mobil +45 2334 4358
  • E-mail jasv@di.dk

Relateret indhold