Under FN's vandkonference har State of Green lanceret en samlet visualisering af den danske vandværdikæde.

Foto: State of Green
22.03.23 DIB Nyheder

Dansk vandekspertise på digitalt display ved historisk FN-konference

Verden skal samle sig om at løse de globale vandudfordringer. Sådan lyder budskabet fra FN på historisk vandkonference i New York. Danmark er stærkt repræsenteret og viser blandt andet den danske vandværdikæde frem i imponerende digital visualisering.

Danmark er europamester på vandområdet med flest patenter og eksport af vandteknologi pr. indbygger. Det kommer på display, når FN fra den 22.-24. marts afholder den første konference om verdens vandproblemer i 46 år.

Det sker i New York, og blandt deltagerne er den danske miljøminister Magnus Heunicke, som sammen med Dansk Industri (DI) og en række virksomheder sætter et betydeligt dansk aftryk på konferencen. Blandt andet i form af lanceringen af en ny vandværdi-kæde, der er udarbejdet i samarbejde med State of Green.

- Danske vandvirksomheder er ambitiøse og blandt verdens bedste, når det kommer til vandteknologi. Helt konkret kan danske virksomheder hjælpe med at kortlægge, hvor der findes grundvand, hjælpe med at pumpe vandet op, rense det og sørge for, at det bliver leveret til borgerne, uden at det går til spilde. Hvis vi arbejder sammen på tværs af myndigheder og erhvervsliv, så kan vi hjælpe med at løse nogle af verdens største vandudfordringer, siger Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Læs også: Satellitter skal tjekke om klimakreditkøb virker

Eksporten skal fordobles

Den nye vandværdikæde fremviser en lang række konkrete løsninger inden for bl.a. bæredygtig grund-vandsforvaltning og kortlægning, vandforsyning med lavt vandtab samt energineutral spildevandsrensning. Alt sammen danske styrkepositioner, der kan være med til at løse de massive vandudfordringer, som FN’s vandkonference skal være med til at sætte fokus på.

F.eks. udledes 80 pct. af verdens spildevand urenset til skade for miljø, sundhed og klima – og herhjemme er vi i stigende udfordret af miljøfarlige stoffer som f.eks PFAS.

- Vi har en ambition om at fordoble eksporten af vandteknologi til 40 mia. kr. i 2030. Det kræver, at vi  stempler løbende ind på de nyeste globale agendaer, såsom PFAS og håndtering af lattergasudledning fra renseanlæg. Samspillet på tværs af det offentlige og private vækker opmærksomhed på udenlandske markeder og er afgørende for at fastholde en dansk førerposition på vandområdet, siger Mads Helleberg Dorff, chef for DI Vand.

Han suppleres af Finn Mortensen, direktør i State of Green:

- Danske vandvirksomheder, forsyninger og myndigheder har i årevis arbejdet med energioptimering og klimaneutralitet. Med dette samarbejde i ryggen står den danske vandsektor stærkt globalt og i særlig grad i USA – verdens største vandmarked.

Læs også: 140.000 kinesiske husstande får dansk vandfilter

Har du brug for hjælp til det amerikanske marked, kan du kontakte DI’s USA kontor ved General Manager, Louis Funder lfk@di.dk   

Fakta

FN’s Internationale vandkonference

FN’s internationale vandkonference afholdes i New York fra d. 22.-24. marts og FN’s generalforsamlingen har akkrediteret mere end 1.200 organisationer fra hele verden.

D.22. marts afholder Miljøministeriet, DI Vand, DI USA, Danish Cleantech Hub og State of Green et arrangement, der belyser hvordan dansk lovgivning, regulering og udvikling af vandteknologiske løsninger kan bidrage til de globale udfordringer.

Under arrangementet har State of Green lanceret en samlet visualisering af den danske vandværdikæde.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mads Helleberg Dorff

Mads Helleberg Dorff

Chef for DI Vand

  • Direkte +45 3377 3034
  • Mobil +45 4280 1888
  • E-mail mahd@di.dk

Relateret indhold