Marie Gad, chef for Global Udvikling og Bæredygtighed i DI, var på scenen i Sydafrika for at takke Sydafrikas præsident Ramaphosa og statsminister Mette Frederiksen for støtten på vegne af konsortiet.

Foto: Clara Halvorsen
21.06.23 DIB Nyheder

DI og 3f får millioner til at skabe job og grøn omstilling i Sydafrika

DI og fagbevægelsen får næsten 8 millioner kroner af Danida til at styrke parternes samarbejde med lokale arbejdsmarkedsorganisationer i landet. Det er netop blevet annonceret på Statsministerens besøg til Sydafrika, som DI deltager i.

Statsminister Mette Frederiksen har under sit besøg i Sydafrika netop annonceret, at Dansk Industri (DI) og fagforeningen 3F har fået bevilget næsten 8 millioner kroner af Danida. Pengene går til at styrke og udvide organisationernes arbejde i Sydafrika, der sker i samarbejde med den lokale erhvervsorganisation National Business Initiative og den lokale fagbevægelse. 

Projektet, der er en del af DI’s strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet, har fokus på at give unge fra townships en erhvervsfaglig uddannelse samt bidrage til en grøn, retfærdig omstilling blandt andet ved at trække på danske og lokale virksomheders kompetencer.

- Det har været en fornøjelse at være med i erhvervsprogrammet under statsministerens besøg i Sydafrika. Det er fantastisk, at vi nu får mulighed for at udvide vores arbejde i Sydafrika, og vi glæder os til at bringe danske løsninger og danske virksomheder i spil overfor lokale aktører, siger Marie Gad, chef for Global Udvikling og Bæredygtighed i DI.

Læs også: Sandahl til ambassadører: ”Store samfundsudfordringer løses bedst i partnerskab med erhvervslivet”

Indsatser i 16 lande

DI har arbejdet sammen med Danida i mere end tyve år, og er igennem Arbejdsmarkedskonsortiet, der foruden DI også består af 3F og Ulandssekretariatet (FH), en af Danidas strategiske partnere på lige fod med organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

- Lige nu driver vi projekter med erhvervsorganisationer i 16 udviklings- og lavindkomstlande. Vi støtter vores partnere ved at bruge erfaringer og inspiration fra Danmark til at skabe arbejdsmarkeder med bæredygtig vækst og gode job. Vi har særligt fokus på at bruge danske kompetencer inden for grøn omstilling, social dialog, tekniske uddannelser og ansvarlig virksomhedsdrift, siger Marie Gad.

Danmark kan bidrage med viden, produkter og erfaring

Også Tina Christensen, næstformand i 3F, er meget glad for statsministerens melding i Sydafrika:

- Med Danida-støtten kan vi forstærke samarbejdet med vores sydafrikanske fagforeningspartnere om at understøtte en mere fair og socialt retfærdig og afbalanceret grøn omstilling i den regionale stormagt, siger Tina Christensen.

Hun mener, det er nærmest altafgørende set i lyset af de store sociale udfordringer i Sydafrika.

- Næsten to ud af tre unge er uden job og den sociale ulighed er enorm. Samtidig er 85 procent af Sydafrikas energiproduktion baseret på kul, og sektoren er i dyb krise, siger Tina Christensen.

Hun fortsætter:

- Trods Danmarks relativt beskedne størrelse kan vi bidrage med både viden, produkter og brugbare erfaringer fra samarbejdet på arbejdsmarkedet.

Du kan læse mere om, hvordan DI og fagbevægelsen samarbejder i udviklingsprojekter i folderen ”Verdensmål i arbejde”.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold