Sådan kommer du med i ”Uniform på jobbet-dagen”
Onsdag den 27. september kan alle reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten tage på job eller studie i deres uniform. Her finder du praktisk information om ”Uniform på jobbet-dagen”.
I Danmark er der ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 13.000 er aktive. Der er ca. 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og der er ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten.
Samlet kalder man alle disse frivillige og reservister for Reservestyrken, og de får nu deres egen ”Uniform på jobbet-dag”, som for første gang løber af stablen onsdag den 27. september.
Det indebærer, at de alle kan tage på job eller studie i deres uniform, hvis deres arbejdsplads eller studiested – tillader det.
- Vi håber, at så mange virksomheder som muligt vil lade det være en mulighed for deres ansatte. Det er en fremragende anledning til at anerkende den indsats, der bliver gjort af reservisterne, siger Joachim Finkielman, direktør i DI Forsvar og Sikkerhed.
Find praktisk information
”Uniform på jobbet-dagen” blev lanceret før sommerferien, men først nu er hjemmesiden med praktisk information om konceptet blevet offentliggjort. Ligesom virksomheder, reservister og studiesteder har modtaget et brev fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen med information om dagen.
- Konceptet er kendt i vores nabolande Sverige og Norge, og i de usikre tider, vi lever i, er det af største betydning, at vi viser, hvor vigtigt det er, at mennesker påtager sig det ansvar, der følger med det at være reservist, siger Joachim Finkielman.
På hjemmesiden ”Uniform på jobbet-dag” kan du finde yderligere information om dagen på både dansk, engelsk og ukrainsk.
Læs også det nyudgivne magasin om forsvarsteknologi - udgivet af DI Forsvar og Sikkerhed.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.