Pessimisme hos forbrugerne kan tage toppen af julehandlen
Forbrugernes syn på økonomien har taget et dyk i december, og det kan smitte af på købelysten i julehandlen, vurderer DI
Forbrugertilliden er i december måned gået tilbage til minus 13 fra november måneds minus 10,3, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Forbrugertilliden hænger desværre stadig fast i et noget negativt niveau. Mange er ramt på pengepungen af de høje renter, og samtidig spøger de højere priser og usikkerheden i verden omkring os i baghovedet på forbrugerne. Derfor foretrækker mange lige nu at spare op og polstre privatøkonomien yderligere, siger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri.
Han pointerer, at julehandlen er i fuld gang, og i det meste af detailhandlen topper omsætningen i december.
- Hvis forbrugerne går rundt i butikkerne med økonomiske bekymringer i baghovedet, kan vi risikere, at det smitter af på købelysten. Vi kunne derfor godt have håbet på en lidt mere afslappet stemning hos forbrugerne, siger Morten Granzau.
Han fortsætter:
- Selv om der er en udbredt økonomisk pessimisme i husholdningerne, er det vigtigt at huske på, at købekraften samlet set står stærkt. Takket være den høje beskæftigelse vil langt de fleste have råd til nogle pæne julegaver i år. Til næste år venter vi, at den forsigtige adfærd hos forbrugerne vil fortsætte, så vi vil få en forholdsvis afdæmpet vækst i privatforbruget, siger Morten Granzau.
Læs også: DI spår lavvækst i 2024
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.