Royale håndtryk er guld værd på nye markeder
Fra fremstød til fodbold. Pressalits adm. direktør Kim Boyter har haft mange oplevelser sammen med Kongehuset til gavn for virksomhedens forretningsmuligheder.
Polen, Australien, Saudi-Arabien, Frankrig, USA og så naturligvis også Aarhus. Pressalits adm. direktør Kim Boyters kontaktflader med Kongehuset har været mange igennem årene. Først og fremmest når virksomheden har været med på erhvervsfremstød, hvor Dronning Magrethe, Kronprinsparret Mary og Frederik eller prins Joachim har været spydspidserne for en gruppe danske virksomheder.
- I alt har Pressalit og jeg været med ved 12 erhvervsfremstød sammen med Kongehuset og det giver helt unikke muligheder for os som virksomhed, når de er med. Det betyder blandt, at vi kan give vores kunder og partnere en helt særlig oplevelse. Det er jo ikke et helt almindeligt møde, når man kan afslutte med at invitere til gallamiddag, hvor Kronprinsparret eller H.M. Dronningen er med og er klar til at give hånd til alle deltagere, fortæller Kim Boyter og uddyber:
- Når Kongehuset deltager i et erhvervsfremstød har det forstærket vores kontakter og forbindelser i det pågældende land – og det giver os mere tid sammen med potentielle kunder, når Kronprinsparret eksempelvis kommer forbi vores stand ved en messe og spørger ind til vores produkter.
Læs også: Kongehuset får dansk erhvervsliv til at shine ekstra
Mary og health care
Kim Boyter beskriver den royale familie som utroligt professionelle, velforberedte og engagerede, når de er med.
- Vi har haft ekstra stor glæde i kronprinsesse Marys engagement i health care, som Pressalit jo er en del af som leverandør af løsninger til plejehjem og hospitaler. Der har vi været dybt imponeret over hendes involvering, hvilket vi blandt andet oplevede ved erhvervsfremstød i Polen og Saudi-Arabien. Det gavnede os meget, fortæller Kim Boyter.
En helt unik oplevelse blev erhvervsfremstødet til Australien i 2011, hvor de danske virksomheder blev forsidehistorien på landets aviser, takket være kronprinsesse Marys deltagelse.
En tredje oplevelse Kim Boyter fremhæver er oplevelsen ved et erhvervsfremstød i USA’s hovedstad Washington.
- Kunder og forbindelser var meget begejstrede. De fik en helt speciel oplevelse med hjem fra en fantastisk aften i Washington, hvor Kronprinsparret også dansede for ved den afsluttende gallafest, fortæller Kim Boyter.
Frederik og Aarhus
Og hvor kommer Aarhus så ind i Kim Boyters kongekabale? Jo, det drejer sig om fodboldklubben AGF, hvor Kim Boyter og Kronprins Frederik deler samme begejstring for det århusianske klub.
- Når jeg møder Kronprins Frederik hører han altid lige til, hvordan det går med AGF. Han boede jo seks år i Aarhus og holder derfor med klubben. Derfor er der også en kongeloge på vej i det nye stadion – og området lige omkring får navnet Kongelunden, siger Kim Boyter med et smil.
Læs også: ”Kongehuset blev en spydspids for os”
Håber Kongepar får tid til erhvervsliv
Pressalit-direktøren håber, at det kommende Kongepar stadig kan hjælpe danske virksomheder ud i verden efter den 14. januar:
- Det vil være fuldt forståeligt, at deres muligheder ændrer sig, når de er et Kongepar, og dermed repræsenterer Danmark på et nyt niveau. Men jeg håber, at de også får plads til at hjælpe erhvervslivet, hvilket de har gjort helt unikt i de sidste mange år.
Læs også: Lars Sandahl: Dybtfølt tak til Hendes Majestæt
Se billedserie nedenfor om Kongehuset som døråbner for erhvervslivet:
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.