20.10.20 VikarBranchen Nyheder

Vikarjobbet blev første skridt på vejen mod et liv med litteratur

21-årige Emma Fuglsbjerg Vestergaard Nielsen fik for nylig tilbudt en fastansættelse på den virksomhed, hvor hun var vikar. Vikarjobbet og det nye, faste job skal sikre hendes planer for fremtiden.

Emma Fuglsbjerg Vestergaard Nielsen er en målrettet ung kvinde. Hun arbejder hårdt for at realisere drømmen om at uddanne sig inden for litteratur.
                                                                      
Sparer op til en karriere inden for ord

Et vikarjob i sabbatåret hjalp Emma i gang med en den opsparing, der skal hjælpe hende tættere på at realisere drømmen om at læse litteratur på universitetet.

”Jeg vil gerne have så stor en opsparing som muligt. Jeg ser det som en slags selvforsikring, som jeg kan læne mig op ad, når jeg skal læse.”

Sådan siger Emma, når hun bliver spurgt, hvilke planer hun har for fremtiden. Interessen for litteratur begyndte allerede, da hun gik på Ikast-Brande Gymnasium.

Fortsætter som vikar efter fastansættelsen

Siden hun var 13 år, har Emma haft både frivillige og lønnede jobs. Men da studentertiden var slut, kneb det med at finde et arbejde. Hendes far foreslog, at hun skrev sig op hos nogle vikarbureauer, som han havde haft et samarbejde med igennem sin virksomhed. Vikarjobbet kom hurtigt i hus, og hun arbejdede som vikar i 1,5 år. Så blev hun fastansat hos en fragtvirksomhed.

"Pludselig trak min nuværende chef mig til side og tilbød mig et fast job," fortæller hun.

 

Udover muligheden for at spare op giver det nye, faste job en ramme om hverdagen og et tilhørsforhold.

 

"Jeg har noget at møde ind til hver dag, og jeg har fået gode kollegaer, som jeg har et godt sammenhold med," siger hun.

 

Og den målrettede midtjyde har bevaret forbindelsen til branchen. Hun er stadig skrevet op i et vikarbureau, fordi hun gerne tager vagter i fritiden for at lægge endnu mere i opsparingen.

 

Vilje og initiativ lønner sig

 

Selvom Emma kom ind i branchen uden erfaring, lønnede det sig at vise gåpåmod og arbejdsomhed, fortæller hun. Det var de dyder, der gjorde, at hun kom i arbejde.

 

Da hun havde været i sit første længere vikariat, havde hun vist, hvad hun kunne. Efter en god indsats kom tilbuddene om flere vikariater og til sidst et fast job.

 

”Hvis man er initiativrig, vedholdende og viser viljen til at komme i job, så kaster det også noget af sig,” opsummerer hun.