04.12.23 VikarBranchen Nyheder

Mega Flex: Fra vinduespolering til international storleverandør

Som ung dreng kunne Kim Bang ikke forestille sig, at han skulle begrænses af folkeskolens faste rammer. Drømmen var at blive iværksætter og følge sine egne regler. Derfor startede Kim Bang i 20-årsalderen et vinduespoleringsfirma og blev sin egen chef.

Vinduespoleringsfirmaet udviklede sig med entreprenørmaskiner til udlejning og ansatte medarbejdere fra udlandet. Her mærkede han det drive, der senere blev startskuddet til Mega Flex. Det blev et af Danmarks første vikar- og rekrutteringsbureauer, der voksede sig større, end Kim først havde forestillet sig.

Da jeg var omkring 20 år, følte jeg mig som en verdenshersker, fordi mit vinduespolerfirma gik rigtig godt. Jeg opdagede dog hen ad vejen, at det nok ikke var på den måde, jeg skulle fortsætte. Kim Bang, adm. direktør i Mega Flex.

Efter at have drevet vinduespoleringsfirmaet med succes, begyndte Kim Bang at mærke behovet for en ny karrievej. Han forlod vinduespoleringsfirmaet for 35 år siden og stiftede Mega Flex. En vikarvirksomhed, som rekrutterede håndværksfaglige medarbejdere og udlejede entreprenørmaskiner.

Mega Flex er igennem årene blevet større og større og spørger man Kim, så er målet, at virksomheden skal være organiseret på en måde, der gør den selvkørende: "Det er vigtigt, at forretningen kan fortsætte, selvom jeg ikke er til stede. Derfor er det afgørende, at virksomheden ikke er afhængig af mig som person, men af de strukturer, vi har opbygget omkring Mega Flex,” fortæller Kim Bang.

Ud fra samme tanke har Kim Bang investeret betydeligt i at automatisere virksomhedens processer og gøre rekrutteringsprocesserne smidige og skalerbarer Og det viste sig for alvor afgørende, da Mega Flex blev involveret i opførslen af Metrocity-ringen i København.

Målet om en international storkunde bliver realiseret

At sikre en plads i et af hovedstadens største byggeprojekter, Metrocity-ringen, var et strategisk træk for Mega Flex, som længe havde haft målsætningen om at få en stor international kunde. Og da muligheden pludselig bød sig slog de til.

”Vi forsøgte i første omgang at komme ind, men vi havde ikke en chance. Men så opstod der en mulighed og pludselig sad vi til møde med metroselskabet, og fik lov at levere de første 60 medarbejdere. Og derefter gik det rigtig stærkt,” fortæller Kim Bang.

Kort efter mødet trak den oprindelige samarbejdspartner sig helt ud af projektet, og Mega Flex fik mulighed for at rekruttere alle de medarbejdere, som projektet havde brug for. Inden for knap to måneder havde Mega Flex rekrutteret 200 medarbejdere. I løbet af hele perioden havde de sørget for at hente 350 medarbejdere ind til at gennemføre et af Københavns største byggeprojekter,

"Når der kommer et projekt i sådan en størrelse, er det vores IT-system, som hjælper os i processen. Vi kan op- og nedskalere vores systemer, så de passer til de projekter, vi får tilbudt. Selvom et projekt i så stor en størrelse var relativt nyt, kunne vi klare det, fordi vores organisatoriske system var ekstra stærkt".

Fra venstre, Nicklas Lyng Bang, Jess Kjær Nielsen og Kim Bang

Hundredevis af sengepladsder, 100 indlejede biler, høje bunker af kontrakter og masser af nyt arbejdstøj var hverdagen for Mega Flex i de første to måneder af byggeprojektet. Hele processen var ”learning by doing”, forklarer Kim Bang, og understreger, at selvom det var en hård periode for alle involverede, satte det virkelig skub i forretningen.

Men det var ikke kun det digitale set-up i virksomheden, der gjorde det muligt at levere på det omfattende projekt. Kim Bang fremhæver også den anerkendelse, det giver at være en del af VikarBranchen i Dansk Industri. I situationer som med metroprojektet er de forhåndsgodkendte samarbejdspartnere, når de viser deres certifikat fra VikarBranchens godkendelsesordning.

Hvert år skal Mega Flex opfylde kravene i den anerkendte godkendelsesordning for at forblive medlem af VikarBranchen. Certifikatet, der udstedes som resultat af godkendelsesordningen, er ikke blot en formel anerkendelse af medlemskab. Det er også et kraftfuldt redskab over for kunderne, især når der opstår tvivl eller skepsis omkring virksomheden, understreger Kim Bang og fortsætter:

Det betyder utroligt meget, da det giver vores kunder tryghed ved at vælge os som leverandør. Vi overholder ikke kun loven og arbejdsmarkedets regler, men vi tager også hånd om den etiske dimension, der følger med når man er en del af VikarBranchen. Det betyder, at vores kunder kan være sikre på, at vi har styr på tingene. Flere store kunder ville faktisk ikke benytte os, hvis det ikke var tilfældet. Kim Bang, adm. direktør i Mega Flex.
Værdien af et medlemskab i VikarBranchen ifølge Kim Bang
  • Medlemsskabet bekræfter virksomhedens integritet og forpligtelse til altid at handle på den rigtige måde.
  • Man opnår et sammenhold med andre virksomheder fra branchen, der støtter hinanden gennem forskellige udfordringer.
  • Med en certificering fra VikarBranchens Godkendelsesordning bliver virksomheden det pålidelige og trygge valg for både kunder og vikarer.

En stærk fællesfølelse af arbejdsglæde

Med sine mere end 35 år i vikar- og rekrutteringsbranchen, der fordrer omstillingsparathed og til tider kan være krævende, er det for Kim Bang også det der driver ham,

"Jeg ville kede mig rigtig meget, hvis jeg arbejdede med noget andet en vikarbranchen. Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde. Ofte forestiller jeg mig, at jeg leger med legoklodser og forsøger at bygge det stærkest mulige fundament for, at mine medarbejdere føler samme glæde for at gå på arbejde som jeg. Vi skal aldrig nøjes med at være status quo, men hele tiden tænke i udvikling og forbedring. Jeg tror på, at man kan organisere sig til et lykkeligt arbejdsliv,” fortæller Kim Bang.

Glæden for at gå på arbejde i Mega Flex deler Kim Bang med vikaren Kevin Krause. Første gang han stiftede bekendtskab med vikarvirksomheden var i 10. klasse, da han sammen med sine klassekammerater blev inviteret til et foredrag med Kim Bang, som fortalte, hvad det betød at være en del af virksomheden.

Efter foredraget tog Kevin hjem med en følelse i maven af, at Mega Flex lød som en spændende mulighed. Det var dog først nogle år efter, hvor Kevin skulle søge et nyt job, at han tog kontakt til virksomheden. Han blev kaldt til samtale, og kort tid efter var han en del af teamet,

”Jeg tog kontakt til Mega Flex, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvilken uddannelsesretning jeg skulle gå. Flere havde talt godt om virksomheden, og så synes jeg, at vikarlivet lød spændende,” fortæller Kevin Krause.

Bangs Corner er samlingspunktet på hovedkontoret i Frederiksværk - her kan man tage et afbræk og nyde sin kaffe.

I de første to år hos Mega Flex blev Kevin præsenteret for mange forskellige jobtyper: nedrivning, gartnerarbejde, rengøring på et stålværk, rengøring efter Tour de France, opsætning af moduler på et nyt datacenter og en del tømrerarbejde. Han fik afprøvet lidt af hvert og det gav ham en klarhed om, at det var tømrerarbejdet der skulle holdes fast i,

Jeg arbejdede med forskellige tømrere i forbindelse med mine vikariater, og her fandt jeg ud af, at det var rigtig sjovt og spændende. Min projektchef havde tidligere fortalt mig, at hans håndværkeruddannelse havde været et springbræt i hans karriere, hvilket inspirerede mig meget. Jeg besluttede mig for at søge ind på håndværkeruddannelsen og blev optaget. Det betød så, at jeg måtte gå ned i tid hos Mega Flex, men de var helt forstående over for det. Vikar hos Mega Flex, Kevin Krause

Uden tøven vil Kevin helt klart anbefale vikarlivet til andre, især dem der søger lidt fysisk arbejde, gode kolleger og orden i sagerne. "I min tid hos Mega Flex har jeg ikke oplevet nogle problemer. Har jeg manglet noget, har de skaffet det med det samme, og har jeg haft spørgsmål, har de altid svaret mig lynhurtigt," fortæller Kevin Krause.

På trods af, at Kevin ikke er fuldtidsvikar længere, storroser han Mega Flex for deres samarbejde. Kevin føler stor taknemlighed over de mennesker, han har mødt både på kontoret og ude i vikararbejdet. Han har udviklet et rigtig godt forhold til flere af dem, og det har betydet meget for hans videre karriere. Selvom det kan være hårdt både at uddanne sig til håndværker og være vikar, understreger Kevin Krause, at det er al travlheden værd.

Blå Bog

  • MEGA FLEX A/S er en dansk vikar- og rekrutteringsvirksomhed, blev stiftet i 1989 i Frederiksværk af Kim Bang
  • I 2006, 2007 og efterfølgende i 2015, 2016, 2017 og i 2018 fik MEGA FLEX for første gang status som Gazelle virksomhed. Gazelle prisen er bevis for at være en af Danmarks hurtigst voksende virksomheder.
  • Virksomheden har siden 2008 været ISO certificeret og opfylder desuden SELLIHCA’s høje normer der giver andet adgang til industriopgaver på kraftvarmeværker i hele Skandinavien.
  • MegaFlex tilbyder specifikke løsninger til industrien og byggeriet. Bl.a. mandskabsassistance, industri og special service, vi løser bygge og anlægsopgaver samt logistik og pakkeopgaver.
  • MegaFlex er certificeret og aktiv i brancheforeningen VikarBranchen i Dansk Industri.

Relateret indhold