28.10.21 DI Pressemeddelelse

DI Roskilde/Køge Bugt: Bred politisk vilje til et bedre samarbejde med de lokale virksomheder

Virksomhederne i Køge Kommune kæmper med hver deres udfordringer, som kommunen kunne hjælpe med. Men der kan være meget langt fra produktionshallerne til rådhuset. Det var dog ikke tilfældet onsdag den 27. oktober, hvor politiske byrådskandidater fra Køge var på besøg på to lokale virksomheder, for at se og høre hvordan det er at drive virksomhed i kommunen. For flere var det en øjenåbner, og resultatet var ikke til at tage fejl af. Samarbejdet skal være tættere på en lang række områder.

På Ingemann Components i Bjæverskov er det svært at tiltrække medarbejdere. Virksomheden, der producerer plastkomponenter til at styre lysindfald, oplever, hvordan det bliver sværere og sværere at finde både produktionsmedarbejdere og højtuddannede specialister.

- Vi konkurrerer med virksomheder i Hovedstadsområdet om at rekruttere medarbejdere, og selv her i området er vi begyndt at ”stjæle” medarbejdere fra hinanden. Det er ikke holdbart, hvis kommunen vil have vækst og aktivitet, sagde adm. direktør Dorthe Hillerup Vedsted.

Hun og flere andre ledere fra virksomhederne i industriområdet efterlyste blandt andet et tæt samarbejde om bedre busforbindelser til industriområdet i Bjæverskov, kontakt til kommunens folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner, oprustning af indsatsen i jobcentret og flere attraktive boliger i lokalområdet for at kunne tiltrække medarbejdere på kort og længere sigt. Forslag som vandt gehør hos politikerne.

Nye virksomheder i Køge Kommune skal bydes bedre velkommen

Hos Hovmand A/S i Køge er afstanden til stationen også et problem i forhold til at tiltrække medarbejdere. Her har adm. direktør Søren Hovmand selv købt cykler til de ansatte, så de kan komme hurtigt til og fra stationen, der ligger 20 min. gang væk. Men som han sagde, ville det være genialt, hvis kommunen stillede bycykler til rådighed, som medarbejdere i virksomheder, der ligger længere væk fra stationen, kan låne.

Debatten på Hovmand A/S, der udvikler og producerer løftevogne til industri mv., kom også til at handle om, hvordan Køge Kommune kan være bedre til at byde nye virksomheder velkommen. Da Hovmand A/S slog sig ned i Køge for 2,5 år siden, hørte de intet fra kommunen. Dengang savnede han blandt andet en intro til det øvrige erhvervsliv og en form for velkomstguide, som informerede om kontakter på kommunekontoret og praktiske oplysninger om byen.

Et budskab, som politikere fra alle partier tog godt imod, og der kom mange ideer på bordet fra både politikere og erhvervshuset Connect Køge til, hvordan kommunen kan gøre det bedre. Guidede rundvisninger, bedre digital information, oversigter over virksomhedsklynger i Køge og morgenmads-møder om emner, som virksomhederne har brug for at vide noget mere om, var blot nogle af forslagene. Alt sammen noget, som det nye byråd kan gå i gang med, når det træder til i januar næste år.

Kontakt
Chefkonsulent Anders Hjorth Jensen, DI, aje@di.dk , tlf.: 2713 4989. 
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Anders Hjorth Jensen

Anders Hjorth Jensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0160
  • Mobil +45 2713 4989
  • E-mail aje@di.dk

Relateret indhold