Danmark går glip af vækstmuligheder med e-handel
Danske virksomheder har ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Industri svært ved at få besat ledige stillinger med eksperter i e-handel. Manglen på medarbejdere betyder, at dansk erhvervsliv halter efter udviklingen i resten af Europa med e-commerce. Det betyder, at dansk erhvervsliv og dermed Danmark går glip af store vækstmuligheder. DI er nu gået sammen med bl.a. PostNord for at sætte fokus på problemet, bl.a. i forbindelse med en konference om e-handel i Industriens Hus i dag.
Selvom pakkemængderne bliver ved med at sætte nye rekorder herhjemme, er andelen af danske virksomheder med e-handel faldet i de seneste par år. I samme periode har erhvervslivet i resten af Europa skruet op for handlen på nettet. Det viser nye tal fra Eurostat.
Skidt udvikling
- Det er en rigtig skidt udvikling. Al handel er stærkt på vej til at blive digitaliseret og den teknologiske udvikling med kunstig intelligens kommer til at sætte endnu mere turbo på den udvikling. Det er her, de store vækstmuligheder er. Hvis ikke danske virksomheder griber mulighederne, så er det konkurrenterne, der gør det – for næsen af os, siger chef for e-commerce i DI og branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel.
Årsagerne til tilbagegangen er bl.a., at virksomhederne har svært ved at skaffe de nødvendige medarbejdere med ekspertise i e-handel. En ny undersøgelse fra DI viser, at op mod hver femte virksomhed har ubesatte stillinger indenfor e-commerce.
- Det er simpelthen for svært at finde medarbejdere, der er specialiseret i e-handel, og derfor foreslår vi, at der oprettes en ny uddannelse inden for e-commerce f.eks. på erhvervsakademierne. Det er meget sigende for problemet, at danske virksomheder selv tager affære og f.eks opretter deres eget akademi i e-commerce, siger Jacob Kjeldsen.
Risikerer at blive hægtet af
E-handlen er i hastig udvikling verden over. I en ny rapport om fremtidens job forudser World Economic Forum, at andelen af virksomheder med e-handel globalt om fem år kommer op på 75 procent. I 2022 var andelen af danske virksomheder, der satser på e-commerce, oppe på 56 procent – et tal der har stået nærmest stille siden 2020. Danmark risikerer altså at blive hægtet af den udvikling.
- 5 år er ikke lang tid, og der er altså et godt stykke op til 75 procent. Set med mine øjne, er det vores ældgamle tradition som handelsnation, der er på spil her. Andre lande rykker, både med e-handel og med eksport via nettet. I Danmark rykker det ikke, og slet ikke når vi ser på eksport via nettet. Danmark har et pænt stort underskud på e-handelsbalancen, siger Jacob Kjeldsen.
DI’s undersøgelse peger også på, at det går langsomt med at få organisationen på plads i danske virksomheder, når det gælder e-handel. Samtidig fortsætter virksomhederne i resten af verden med at øge det digitale salg også efter corona, mens de danske virksomheder er gået den modsatte vej. Kunderne i de danske virksomheder er derimod blevet i vanen med onlinehandel efter corona. Og ser man på top 10 over danskernes foretrukne webshops, så er ni af dem fra udlandet.
Ifølge DI satser mange virksomheder stadig på gammeldags telefonsalg, stik modsat deres kunder der orienterer sig på nettet, når de skal købe ind. Hos PostNord har man kunder i hele spektret fra de meget stærke og 100% professionelle e-commerce-virksomheder, til virksomheder som er nye i forhold til implementeringen af en e-commerce strategi.
Virksomheder søger råd
- Vi har oplevet en markant vækst i e-commerce. Vil man konkurrere med de store internationale e-commerce virksomheder i Europa, er leveringen en vigtig del af kundeoplevelsen. Både de stærke danske e-commerce virksomheder, og de, der lige er gået i gang, søger vejledning og løsninger hos os til at lykkedes med deres e-commerce strategi. De har det tilfælles, at de har brug for dygtige medarbejdere med de rette faglige kompetencer siger Stine Sander, Vice President Parcels & Communication, Postnord Danmark.
På en konference den 21. september i København sætter PostNord sammen med DI, Digital Dogme, DI Digital, KPMG og Vertica fokus på manglen på kompetente medarbejdere med ekspertise i e-commerce. Det sker bl.a. med overrækkelsen af en ny pris til talentfulde medarbejdere inden for e-handel. Det sker for at hylde rollemodeller. Rollemodeller, som vi har brug for mange flere af i Danmark.