10.04.24 DI Pressemeddelelse

DI: Hvordan tackler danske SMV’ere en uforudsigelig verden?

Rekordmange virksomhedsledere, nærmere betegnet mere end 600, mødes til Dansk Industris årlige SMV Dag for at drøfte tidens store udfordringer med historisk stor usikkerhed, men også med mange gode muligheder. På scenen er bl.a. andre vicestatsminister Troels Lund Poulsen, der deltager i et fælles interview med DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen – med chefredaktør Mette Østergaard, Berlingske, som interviewer.

Pressen inviteres til
SMV Dagen 2024,
Mandag den 15. april, kl. 12,
Tivoli Hotel & Congress Center,
Arni Magnussons gade 2, København V.

Mange ting er forandret siden den russiske invasion af Ukraine. Det har skabt historisk stor usikkerhed – også for erhvervslivet, som samtidig har hænderne fulde med grøn og digital omstilling. Hvordan tackler virksomhederne fremtidens ledelse og strategi i en verden med stigende kompleksitet og hastige forandringer? Og en fremtid med AI som vores nye bedste ven.

På SMV Dagen 2024 drøfter de mange virksomhedsledere, eksperter og oplægsholdere bl.a. fremtidens salg i en verden med benhård konkurrence, nye forbrugermønstre og ny teknologi.

På konferencen er der break-outs sessions, som virksomhederne kan deltage i efter interesse – f.eks. ”Grib det digitale salg og skab din næste vækstkurve” eller ”Kom i gang med AI”.

Gopler ældes baglæns
Forfatteren bag ”Gopler ældes baglæns” og senest ”Vanedyr”, Nicklas Brendborg, kommer og holder et underholdende oplæg om, hvordan dagens virksomhedsledere kan tage kontrollen tilbage i en omskiftelig og højteknologisk tid.

Endelig uddeles DI’s Initiativpris, som er en hyldest til de små- og mellemstore virksomheder over hele landet. I år går prisen til en virksomhed der har evnet at skabe innovative og bæredygtige løsninger til en usikker verden.

Relateret indhold