E-commerce giganterne har sat AI i centrum for deres forretning
CEO Andy Jassy har annonceret, at Amazon sætter kunstig intelligens i centrum for alt, hvad de laver. Dette for at optimere og forbedre kundeoplevelsen, som altid har været den største ledestjerne for Amazon.
Hvad er kunstig intelligens (AI)
"AI" er en forkortelse for artificial intelligence, som på dansk betyder kunstig intelligens.
Kunstig intelligens er et bredt område, der omfatter forskellige teknikker, tilgange og metoder, herunder maskinlæring, naturlig sprogbehandling, datalogi, robotik og meget mere. Målet med kunstig intelligens er at udvikle intelligente systemer, der kan lære, tilpasse sig og udføre opgaver på en måde, der efterligner eller overstiger menneskelig intelligens.
I forbindelse med annonceringen af andet kvartal regnskabet viste Amazon, hvordan de med kunstig intelligens vinder ved at skabe mere efterspørgsel på deres services. En af forbedringerne er en ”Same Day Delivery” ordning, som er udviklet ved hjælp af maskinlæring og har gjort, at Amazon nu har nye leveringsrekorder med et gennemsnit på 11 minutter, fra varen plukkes på lageret, til den står på kundens dørtrin.
Maskinlæring kan via avancerede algoritmer forudse salget, så produkter kan derfor med stor træfsikkerhed rykkes ud på en række små lokale lagere tæt på købet. Denne ”Same Day Delivery” ordning er pt. rullet ud i metrodistriktet i Nordamerika.
Hvad er maskin- læring?
Maskinelæring er en del af kunstig intelligens og refererer til en metode, hvor computere bruger algoritmer og statistiske modeller til at lære fra data uden at være programmeret. I stedet for at følge strenge forhåndsdefinerede regler, lærer maskiner fra eksempler og erfaringer for at forbedre deres præstation på en bestemt opgave over tid.
De andre gør det også
Fokus på at gøre kunstig intelligens til en forretningsmæssig fordel, er Amazon dog ikke alene om. Alibaba meldte ud tidligere på året, at nu går de i konkurrence med OpenAI og udvikler egne sprogmodeller. Dette bl.a. også fordi at OpenAI ikke er tilgængelig i Kina.
I april lancerede Alibaba så sin store sprogmodel (LLM) kaldet Tongyi Qianwen. En LLM er en kunstig intelligens-model, der er trænet på enorme mængder data, som genererer menneskelignende svar på brugeranmodninger.
Alibaba annoncerede tidligere denne måned, at de vil åbne deres en version af den model for tredjepartsudviklere også.
”Vi tror, at vækstmulighederne drevet af AI-tjenester lige er begyndt. Vi mener, at teknologirevolutionen bygget af AI ikke er en kortvarig mulighed, men begyndelsen på en ny æra," udtalte Alibaba-ledelsen på et konferenceopkald med analytikere i august i forbindelse med offentliggørelse af kvartalsregnskabet.
Konkurrerende markedspladser som både Ebay og Etsy delte også i de netop offentliggjorte regnskaber for andet kvartal 2023, deres visioner for anvendelsen af kunstig intelligens.
Læs også: Go export with Alibaba.com and discover the Danish Pavilion project (danskindustri.dk)
Ebay er begyndt at bruge kunstig intelligens til at verificere, om tøj og beklædning er ægte og dermed undgår forfalskede eller kopierede produkter på platformen. Ved at bruge AI til denne proces kan markedspladser som Ebay og Etsy forbedre sikkerheden og pålideligheden af de produkter, der sælges på deres platforme og give køberne større tillid til deres køb.
Ligesom Ebay, bruger Etsy også kunstig intelligens til at effektivisere sælgeres liste-proces, altså processen for at blive optegnet og komme i gang med at sælge på platformen. Etsy bruger også kunstig intelligens til at forbedre køberes søgninger og anbefalinger.
Hvad er en sprogmodel?
En sprogmodel er en computermodel, der er designet til at forstå og generere naturligt sprog. Det er en central komponent i mange moderne teknologier inden for naturlig sprogbehandling (NLP) og kunstig intelligens.
Formålet med en sprogmodel er at forudsige det næste ord i en sekvens af ord eller generere naturligt sprog baseret på tidligere indtastning. Modellen lærer fra store mængder tekstdata og opbygger statistiske sammenhænge mellem ordene, så den kan forstå og generere meningsfulde sætninger.
Vækst til e-commerce giganterne
Alle fire markedspladser afsluttede deres andet kvartal regnskaber den 30. juni.
Hos Amazon steg omsætningen med 11% i perioden og nåede $134,4 milliarder. Dette overgik betydeligt forventningerne og er et resultat af en række succesfulde forretningsstrategier og omkostningsoptimering.
Alibabas omsætning steg med 14% for året, lød resultatet for andet kvartal. Det er den største stigning siden september 2021. Omsætningen steg til $32,29 milliarder, hvilket overstiger analytikernes forventning. På det internationale marked steg omsætningen med 60% og lyder nu på $2,4 milliarder.
Ebay rapporterede, at deres omsætning voksede med 5% til $2,54 milliarder. Men salgsværdien (GMV) faldt med 2% til $18,2 milliarder. Etsy's omsætning steg med 7,5%, mens den samlede salgsværdi kun blev ændret en smule med 0,6% i forhold til året før og nåede $3 milliarder.
Etsy og Ebay genererer indtægter fra samme forretningsområder som Amazons tredjeparts salg og med reklameindtægter (Retail media).
Forbrugerne anvender kunstig intelligens
Det er ikke engang et år siden, at kunstig intelligens for alvor manifesterede sig i vores computere, og teknologien har allerede fået stor indflydelse på vores shopping-vaner. Forbrugere anvender i stigende grad teknologien, når de shopper, vælger tøj, køber elektronik eller overvejer forskellige indretningsmuligheder til hjemmet.
Dette fremgår af den nyeste ”Connected Shopper report,” som er blevet udgivet af tech-virksomheden Salesforce. Den globale undersøgelse tager udgangspunkt i 2.400 forbrugere og 1.125 chefer fra detailhandlen fra 19 forskellige lande. Fra Norden deltog 175 forbrugere og 75 chefer, hvorunder Danmark er repræsenteret.
Undersøgelsen viser, at nordiske forbrugere i stigende grad bruger kunstig intelligens i deres indkøb, hvor en ud af ti angiver, at de har brugt teknologien. Samtidig har 38 procent af respondenterne angivet, at de sagtens kunne forestille sig at bruge kunstig intelligens til at planlægge deres tøjvalg.
Videre svarer hver anden nordiske respondent, at kunstig intelligens kan være nyttig, når man ønsker inspiration til indretning af hjemmet. 30 procent kan desuden forestille sig at bruge teknologien til rådgivning om skønhedsprodukter.
"Et tidskrævende aspekt ved shopping er uden tvivl researchen. Forbrugerne bruger normalt en betydelig mængde af tid på at læse anmeldelser og foretage sammenligninger af forskellige produkter for at træffe en oplyst beslutning om, hvad der passer dem bedst,” forklarer Leyla Elif Aksoy, Regional Vice President for Salesforce Danmark og tilføjer: ”Det er denne type af processer, som kunstig intelligens effektiviserer, hvilket flere og flere begynder at få øjnene op for."
Læs også: Danske forbrugere - og globale online markedspladser - DI (danskindustri.dk)
Hvad betyder det for danske virksomheder
Teknologien har potentiale til at revolutionere vores måde at handle på. Forbrugerne ser fordelene, men den sælgende part, får også et greb til at øge effektiviteten og løse komplekse problemer med fx af fange kopivarer.
E-commerce giganterne tænker langsigtet. Så hvis danske virksomheder ikke også er langsigtede i deres investering, brug og udvikling med teknologien, så bliver det svært at følge med. Afstanden til de virksomheder, der sætter standarderne vil blive større.
Med de netop lancerede regnskaber viser e-commerce giganterne, at de allerede vinder på brug af AI. Vores økonomi er forbruger- og servicedrevet, det betyder for danske virksomheder, at forventningerne til serviceniveauet og oplevelsen af, hvad der er muligt øges med brug af kunstig intelligens og at e-commerce giganterne løfter barren. Derfor er det afgørende at danske virksomheder tilpasser sig en mere dynamisk handelsverden.