04.01.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Forandringsledelse – få ekspertens bekendelser og et par gode råd

Alle ønsker forandringer, men ingen vil forandre sig. Modstand er en af de største barrierer i forandringsprocesser. Der skrives lange bøger om, hvordan modstand undgås, og hvis den opstår, hvordan man så bekæmper den mest effektivt. Hvis ikke vi vidste bedre, ville vi sige, at der efterhånden er en så indgroet forventning om modstand mod forandring, at den i sig selv er med til at skabe modstand. Så hvad gør du så, når du som leder ved, at 2024 medfører det eneste konstante til din organisation – nemlig forandringer.

Digitalisering er en kæmpe forandring for organisationen. Nye opgaver og adfærd følger i kølvandet på enhver digitaliseringsstrategi. Faktisk er strategiens succes ofte direkte afhængig af, at medarbejdere og ledere gør tingene på en ny måde. Så hvordan får du folk med ombord og reducerer risikoen for, at din strategi ikke realiseres? 
 
Min egen erfaring fra mange år som leder af kommercielle teams og med nye digitale projekter som fx e-commerce, kender jeg selv ganske fint til det med at introducere forandringer. Hvor har jeg dog begået mange fejl, og den største er nok at undervurdere, at forandringer kræver ikke bare ledelse, men forandringsledelse.  
 
Så derfor har vi d. 30. januar inviteret en af Danmarks førende forandringsledere Pia Kruse Stanelt i webinarstudiet, for at lære fra sig. Pia er belønnet med CPH Change Award i 2019 for hendes arbejde med opbygningen af Change Management som en strategisk kompetence i Københavns Lufthavne A/S. I dag er hun selvstændig konsulent og lever af at hjælpe virksomheder med at skabe succesfulde forandringer.  
 
Vi har bedt om en lille tyvstart med et par gode råd og en opvarmning til det webinar, alle DIs medlemmer er inviteret med til. Lad os starte med en bekendelse.

En forandringsleders bekendelser 

Af Pia Kruse Stanelt 

Som forandringskonsulenter kan der naturligvis være en vis glæde i at kunne påvise eller opleve udtalt modstand i en forandringsproces, da vi jo så kan hive alle tricks frem fra tasken og virkelig sælge behovet for struktureret forandringsledelse ind. Men der opstår også nemt en mathed, en følelse af ”åh-nej-ikke-igen”, og en pludselig indskydelse til at droppe sit fag som forandringsleder og blive keramiker i Tisvilde i stedet.  

Vi ved, at der sker forandringer hele tiden. Og vi ved, at forandring er en forudsætning for virksomheders og organisationers overlevelse. De omkostninger, der er forbundet med at skabe forandringerne, er dog desværre ofte for store, da et uforholdsmæssigt højt antal timer bliver brugt på at forudsige uforudsigelige reaktioner og skabe store planer for overbevisning af de tilbageholdende. Så over tid har jeg sammen med min kollega Peter Maarbjerg, vice president hos Mannaz, udviklet et par greb til at komme nemmest i mål med forandringer. 

Gør som vand – tag den enkleste vej 

En klog mand sagde engang: Hvis man ikke skulle hoppe over, hvor gærdet er lavest – hvor fanden skulle man så gøre det? Gør som vand: flyd derhen, hvor forhindringerne er færrest, og hvor der er et naturligt flow i tingene.  

Find de grønne lamper 

I al sin enkelthed går det ud på, at vi igangsætter og gennemfører forandringer i de afdelinger og med de personer, der gerne vil. Gå hen, hvor energien er! Lad de røde prikker på sponsorbilledet være røde og dermed uinteressante. Fokuser på de grønne – på dér, hvor det summer og lever, og hvor man trives bedre i forandringens kaos.

I det agile univers arbejder man med et begreb, som burde være kendt af alle, der arbejder med forandringer: WSJF. Det står for ‘Weighted Shortest Job First’, og definerer gennem en relativt simpel beregning, hvilken opgave, der ud fra en omkostnings- og besværlighedsbetragtning, simpelthen er mest logisk at gå i kast med først. I forandringssammenhænge kan vi jo så regne lidt på, om besværet med at nurse og massere alle de røde prikker er omkostningerne værd, når vi regner tid og besvær op mod forventet gevinst. 

Få flere gode råd til at gribe forandringer an 

Til webinaret d.30. januar får du indblik i de tre ting, der oftest står i vejen for succesfulde forandringer samt konkrete teknikker og værktøjer til alligevel at lykkes:  

Læs mere og til meld dig webinaret her 

Relateret indhold