9 ud af 10 virksomheder har i dag medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra. Det stiller nye krav til arbejdsmiljøet.

Foto: GettyImages
04.04.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Sådan sikrer I det gode arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen

Hjemmearbejdspladsen er også en del af virksomhedens arbejdsplads, og derfor skal arbejdsmiljøet være i orden. Få inspiration til, hvordan ansvarsfordeling og dialog kan sikre det gode arbejdsmiljø.

9 ud af 10 virksomheder har i dag medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra. Det stiller nye krav til arbejdsmiljøet, samarbejdet og ledelsen, fordi hjemmearbejdspladsen er blevet en forlængelse af den fysiske arbejdsplads.

Læs også: 9 ud af 10 virksomheder tilbyder hjemmearbejde - DI (danskindustri.dk) 

Medarbejdere skal også have et godt arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen, og det er arbejdsgiverens ansvar at sikre det. Der er dog intet krav om, at arbejdsmiljøorganisationen eller ledelsen skal efterse arbejdsforholdene hjemme hos medarbejderen, medmindre medarbejderen giver sit samtykke. 

Fakta

På hjemmearbejdspladsen gælder de samme arbejdsmiljøkrav som på den fysiske arbejdsplads, og hjemmearbejdspladsen indgår i virksomhedens APV. 

Spørg ind til forholdene på hjemmearbejdspladsen 

Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at medarbejderen har et godt arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen. Det kan arbejdsgiver f.eks. gøre ved at lade ledelsen spørge ind til forholdene på medarbejderens hjemmekontor. Se eksempler på spørgsmål og relation til arbejdsmiljøet herunder. 

"Hvordan ser dit IT-setup på din hjemmearbejdsplads ud?"
Hvis en medarbejder arbejder hjemmefra mere end to dage om ugen i gennemsnit, skal arbejdsgiver stille det rette inventar og udstyr til rådighed. Derfor er det vigtigt, at medarbejderen har en skærm, mus og tastatur, der er adskilt fra hinanden. En bærbar uden separat mus og tastatur er derfor ikke tilstrækkelig.  

"Hvordan ser din fysiske arbejdsplads ud derhjemme – sidder du f.eks. ved et skrive-/spisebord?"
Som arbejdsgiver skal du forebygge dårlige arbejdsstillinger. En dårlig arbejdsstilling kan være skyld i arbejdsskader og sygefravær. En dårlig arbejdsstilling kan f.eks. være, når medarbejderen sidder i sofaen og arbejder. Lederen skal sikre, at medarbejderen kan arbejde under gode forhold og i gode arbejdsstillinger. Det kan f.eks. være ved et skrivebord eller et bord, der har en god dybde, og med en stol der lever op til skærmreglernes krav om at være indstillelig, hvis medarbejderen har mere end to dages hjemmearbejde om ugen i gennemsnit. 

Som medlem af DI kan du downloade en tjekliste til hjemmearbejde som inspiration til at gå i dialog med dine ansatte.

Skabeloner

Tjekliste til hjemmearbejde

Hent

Medarbejderens ansvar 

Medarbejderen skal samarbejde med arbejdsgiveren om arbejdsmiljøarbejdet, så arbejdsforholdene er forsvarlige.  

Medarbejderen skal følge arbejdsgivers anvisninger/krav ved hjemmearbejde 
Arbejdsgiveren kan stille krav til forholdene på hjemmearbejdspladsen, så hjemmearbejde kun må foregå, hvis forholdene lever op til kravene. Det betyder, at medarbejderen har et medansvar for at sikre, at forholdene er i orden, og at hjemmearbejdet udføres i henhold til arbejdsgiverens anvisninger.  

Kravene til hjemmearbejde kan f.eks. være, at medarbejderen skal sidde ved et skrive- eller spisebord og på en stol, der kan indstilles i højden, samt at arbejdsstedet ikke må være under en trappe eller et sted med f.eks. lavt til loftet, da det kan resultere i arbejdsulykker.  

Ankestyrelsen har i en principmeddelelse fra januar fastslået, at arbejdsulykker, der sker i medarbejderens hjem, når medarbejderen ikke følger arbejdsgiverens klare anvisninger, falder uden for arbejdsskadesikringsloven og dermed ikke anses for en arbejdsskade. Det kan altså betale sig for arbejdsgiver at interessere sig for forholdene på hjemmearbejdspladsen og tydeligt anvise rammerne for arbejde i hjemmet.  

Kirstine Spiegelenberg

Kirstine Spiegelenberg

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4788
  • Mobil +45 2633 1868
  • E-mail kisp@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.