21.11.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Opsagt kort efter diagnose med bipolar affektiv lidelse

En faglig sekretær blev opsagt kort efter, at hun blev diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse. Hendes læge havde udtalt, at hun ikke kunne arbejde på fuld tid igen. Dog kunne medarbejderen ikke godtgøre, at hun led af et handicap, da der ikke var tilstrækkelige lægelige oplysninger på opsigelsestidspunktet til at fastslå, at sygdommen havde lang varighed.

Medarbejder blev indlagt på psykiatrisk skadestue

En faglig sekretær blev i starten af april diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse uden specifikationer. Herefter blev hun indlagt på psykiatrisk skadestue.

Næstformanden kørte medarbejderen til både lægen og skadestuen, men virksomheden mener ikke, at næstformanden kendte til medarbejderens diagnose.

Medarbejder opsagt pga. diagnosens konsekvenser

Under en sygefraværssamtale midt i maj oplyste medarbejderen, at lægen mente, at sygemeldingen ville vare mindst nogle måneder, og at hun ikke ville kunne bestride en fuldtidsstilling i fremtiden. På baggrund af dette blev medarbejderen tilbudt en fratrædelsesaftale med en måneds løn i godtgørelse og fritstilling uden modregning. 

Medarbejderen kontaktede virksomheden dagen efter. Hun mente, at der var tale om forskelsbehandling, da andre medarbejdere ikke var blevet opsagt på trods af lange sygemeldinger. Medarbejderen ville derfor ikke underskrive den fremlagte fratrædelsesaftale.

Medarbejderen blev derfor opsagt med begrundelsen, at virksomheden af hensyn til driften kun kunne have faglige sekretærer på fuld tid, og at det ikke var muligt at omplacere medarbejderen. 

Medarbejderen mente, at der var tale om direkte forskelsbehandling

Medarbejderen klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap og krævede en godtgørelse svarende til ni måneders løn. Hun mente, at der var tale om direkte forskelsbehandling, da hun var blevet opsagt på grund af sin sygdom.

Lægen havde bedt medarbejderen meddele virksomheden, at hun ikke vil kunne arbejde på fuld tid i fremtiden, men der forelå ikke yderligere dokumentation for, at medarbejderens lidelse ville påvirke hendes arbejde.

Virksomheden mente ikke, at medarbejderen led af et handicap

Virksomheden mente ikke, at medarbejderen led af et handicap, da sygemeldingen ikke var lang, og da der på opsigelsestidspunktet ikke var tilstrækkelig information til at vurdere prognosen for medarbejderens helbred.

Derudover mente virksomheden ikke, at forskelsbehandlingsloven kunne finde anvendelse, da medarbejderen selv udtrykte, at hun ikke var kompetent, egnet og disponibel til en fuldtidsstilling. 

Ikke bevis for et handicap

Et handicap er defineret ved en langvarig funktionsnedsættelse, der, sammen med andre barrierer, hindrer den berørte medarbejder i at arbejde på lige vilkår med andre medarbejdere. 

På opsigelsestidspunktet havde medarbejderens lidelse ikke været af lang varighed, og derfor måtte en vurdering af, om funktionsnedsættelsen var af lang varighed, bero på en prognose. 

Der var ingen lægejournaler eller lignende lægelige oplysninger i sagen om lidelsens konkrete påvirkning og karakter, og der var ingen yderligere oplysninger om medarbejderens prognose.

Medarbejderen havde derfor ikke godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde en langvarig funktionsnedsættelse, der kunne udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Medarbejderen fik derfor ikke medhold i sagen. 

DI var ikke involveret i sagen. 

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 11. marts 2022 i sag nr. 9423.

DI's råd

Afgørelsen statuerer endnu engang, at et handicap efter forskelsbehandlingsloven skal være en langvarig funktionsnedsættelse.

Hvis medarbejderen ikke kan bevise, at vedkommende lider af en sygdom, der kan omfattes af handicapdefinitionen i forskelsbehandlingsloven, finder loven slet ikke anvendelse.

Vejledninger

Guide til håndtering af sygdom og handicap

Hent

Vejledninger

Vejledning om håndtering af medarbejderes sygdom og krav til dokumentation under sygefravær

Hent

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Skabeloner

Sygefraværspolitik

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.