Foto: Colourbox
19.12.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Opsigelse af far til barn med handicap var ikke ok

En sprogkonsulent med et handicappet barn blev opsagt på grund af opgavebortfald. Ligebehandlingsnævnet fandt, at opsigelsen var ulovlig.

En medarbejder, som var ansat i et sprogcenter, havde et barn, der var diagnosticeret OCD, ADD, angst og Tourette.

Medarbejderen afholdt pasningsorlov, og under orloven fortalte han sin leder, at han ikke vidste, hvornår han kunne komme tilbage. To dage efter denne samtale blev han opsagt fra sin stilling med henvisning til opgavebortfald som følge af nedgang af kandidater på sprogskolen.

Samme dag, som medarbejderen blev opsagt, havde han en telefonsamtale med sin leder, som medarbejderen optog. Lederen sagde blandt andet, at der ikke længere var råd til en vikar, når medarbejderen var fraværende, og at de andre medarbejdere havde ”knoklet”.

Medarbejderen klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap. Sprogcentret gjorde gældende, at opsigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i medarbejderens orlov, og at medarbejderen ud fra saglige kriterier var den, der bedst kunne undværes i forhold til den fremtidige drift.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet gav medarbejderen medhold. Indledningsvist lagde nævnet til grund, at medarbejderen var omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven som følge af, at barnet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Herefter fandt nævnet, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at medarbejderen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Afslutningsvis vurderede nævnet, at sprogcenteret ikke havde løftet bevisbyrden for, at der ikke forelå forskelsbehandling ved opsigelse af medarbejderen og lagde i den forbindelse vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem bl.a. opsigelsen og telefonsamtalen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. februar 2022 i sag nr. 9229.

DI's råd

Det er forbudt at opsige en medarbejder med begrundelsen, at medarbejderen har et barn med et handicap – fordi det vil være direkte forskelsbehandling.

Højesteret slog i 2016 fast, at der ikke foreligger indirekte forskelsbehandling, når en arbejdsgiver pga. nedskæringer opsiger en medarbejder, der har haft meget fravær pga. barn med et handicap, hvis opsigelsen er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige – og Højesteret anførte, at det er uafklaret om forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, om indirekte forskelsbehandling overhovedet omfatter medarbejdere med et barn med et handicap.

Ligebehandlingsnævnet forholder sig ikke til højesteretsdommen i sin afgørelse.

Retstilstanden er dog fortsat, at en virksomhed kan opsige en medarbejder, der har et barn med et handicap, hvis opsigelsen ikke sker direkte på grund af handicappet, men at opsigelsen er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Vejledninger

Guide til håndtering af sygdom og handicap

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.