Arbejdsgivere bestemmer selv arbejdstiden for medarbejdere
Et flyselskab havde som udgangspunkt ret til at fastlægge arbejdstiden for deres medarbejdere, og en faglig voldgift slog derudover fast, at selskabet ikke havde begrænset denne del af ledelsesretten i overenskomsten med medarbejderne.
Medarbejdere skulle tilbydes fast gruppe
Et flyselskab havde indgået en overenskomstaftale om, at kabinepersonalet – når de er mere end 30 i en gruppe – for 40 pct.’s vedkommende skal tilbydes at overgå fra variabel gruppe, hvor de først kender deres arbejdsdage og arbejdstider den 16. i måneden før, til fast gruppe, hvor de kører i et fast rul og derfor kender deres arbejdsdage lang tid frem.
I overenskomstbestemmelsen om fast gruppe står der følgende:
”Cabin Crew arbejder i et kontinuerligt system, med udgangspunkt i mønsteret 5P-3F-5P-4F. Fast gruppe kan også tilbydes som en deltidsstilling.”
Forbundet mente, at det skulle være på fuld tid i et bestemt rul
Forbundet mente, at bestemmelsen betød, at medarbejderne skulle tilbydes arbejdsmønstret 5 produktionsdage, 3 fridage, 5 produktionsdage og 4 fridage (5P-3F-5P-4F), der præcis svarer til fuld tid på overenskomsten, nemlig 190 arbejdsdage, når man arbejder i fast gruppe. Alternativt, at flyselskabet ikke kun måtte tilbyde medarbejderne fast gruppe i et rul, der bestod i 5 produktionsdage og 4 fridage (5P-4F), som udgjorde deltid svarende til 93,6 pct. af arbejdstiden.
Flyselskabet havde, udover deltid, også foreslået forbundet at tilbyde medarbejderne varianter af 5P-4F og 5P-3F, som ville betyde, at medarbejderne fik en fuldtidsløn, men det ville forbundet ikke acceptere.
Dommeren enig i at ledelsesretten ikke var begrænset
Dommeren i den faglige voldgift var enig DI i, at flyselskabet ikke havde begrænset ledelsesretten på denne måde. Han startede med at konstatere, at det er et grundlæggende princip i dansk arbejdsret, at det som udgangspunkt er arbejdsgiveren, som ud fra driftsmæssige hensyn afgør bemandingsbehovet, dets størrelse og sammensætning, herunder arbejdsmønstret for den enkelte ansatte. Herefter kan arbejdsgiveren ved kollektiv overenskomst – dog med respekt for, hvad der følger af lovgivningen - aftale begrænsninger i denne frihed (ledelsesretten).
Herefter afgjorde dommeren, at hverken ordlyden af overenskomsten eller forklaringerne om overenskomstforhandlingen - hvor forbundet mente, at de var blevet lovet fuld tid – førte til andet end, at flyselskabet fortsat havde den fulde ledelsesret til at vurdere, hvilken form for fast gruppe de driftsmæssigt havde brug for, herunder om det skulle være på deltid.
Dommeren lagde efter bevisførelsen også til grund, at det havde en ikke uvæsentlig betydning for flyselskabets vagtplanlægning og virksomhedens drift at kunne anvende en af de nævnte modeller, og han fandt ikke grundlag for at fastslå, at anvendelse af en af modellerne vil være uproportionalt.
Derfor blev flyselskabet frifundet.
DI førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på kendelse af 19. december 2023 i FV2023.53.
DI's råd
DI’S RÅD
Afgørelsen er i tråd med tidligere sager om samme emne, da den viser, at arbejdsgiveren som udgangspunkt kan afgøre, hvordan arbejdsmønstret skal være for den enkelte medarbejder ud fra virksomhedens behov. Dette gælder, medmindre medarbejderne kan bevise, at ledelsesretten er begrænset. Det kunne medarbejderne ikke bevise i denne sag. Derudover lagde dommeren til grund, at ledelsesretten var udøvet korrekt, da den var driftsmæssigt begrundet og ikke var udøvet uproportionalt.