Analyser

Fremgang på det spanske marked

Spanien er Danmarks 12.-største eksportmarked. Danske virksomheder har over de seneste år haft fremgang på det spanske marked. Det spanske marked har i en lang årrække været udfordret af ekstrem svag vækst, men spanierne er ved at genrejse økonomien. Frem mod 2030 vil spansk økonomi vokse hurtigere end vores nabolande.

De seneste år har budt på en markant fremgang i eksporten til Spanien. Eksporten til Spanien er efter en lang periode på et stabilt niveau steget med lidt over 80 pct. siden 2020 og har nu rundet 40 milliarder kroner. Spanien er aktuelt Danmarks 12.-største eksportmarked.

Kilde: Danmarks Statistik

Eksporten til Spanien er over de seneste år steget lidt hurtigere end til resten af verden. Spanien står derfor i dag for en lidt større andel af eksporten end for et par år siden. Andelen er dog lav i forhold til for 10-15 år siden.

Det er både eksporten af tjenester og varer, der er steget og bidrager til den positive udvikling. Væksten i tjenester er primært drevet af søtransport, som er mere end fordoblet fra 2020 til 2022. Stigende fragtrater har løftet indtægterne fra søtransport. Fremgangen i vareeksporten er trukket af flere produkter. Der har således over de seneste år været en stigende eksport af medicin, fødevarer, maskiner og beklædning til Spanien.

Kilde: Danmarks Statistik

Et lille underskud på handelsbalancen med Spanien

Danmark har i mange år haft et underskud på samhandel med Spanien. Vi har i mange år importeret for et par milliarder mere fra Spanien, end vi har eksporteret den anden vej. I de sidste par år har der været tæt på balance i samhandlen med Spanien.

Kilde: Danmarks Statistik

Danmark har et overskud på varehandlen, men omvendt et stort underskud på handlen med tjenester.

Vores store underskud på tjenestehandlen kommer især fra rejser. Spanien er med afstand danskernes foretrukne feriedestination for ferierejser med mindst fire overnatninger. Det er tæt på hver femte danske ferierejse med mindst fire overnatninger i udlandet, som bliver afholdt i Spanien.

Inden for varehandlen har vi et overskud i forhold til Spanien på handlen med maskiner, medicin, olieprodukter samt kød og fisk. Vi har dog en større import end eksport inden for især transportmidler samt frugt og grøntsager.

Anm.: Varer er inkl. varer, som ikke krydser grænsen

Kilde: Danmarks Statistik

Danmarks investeringer i Spanien er vokset stabilt

I årene under finans- og gældskrisen var de danske investeringer i Spanien på et stabilt niveau, men siden 2013 er de vokset med 16 mia. kr. Danske virksomheder har investeret markant mere i Spanien end den anden vej.

Danske virksomheder har samlet set ca. 450 datterselskaber i Spanien, og disse har til sammen tæt på 50.000 ansatte.

Kilde: Nationalbanken

Spansk økonomi på vej ud af krisen

Spansk økonomi har været udfordret af store kriser over de sidste 15 år. Finanskrisen tilbage i 2008/09 førte stort set direkte over i den europæiske gældskrise, hvor Spanien sammen de andre sydeuropæiske lande (Italien, Grækenland og Portugal) oplevede flere år med massiv økonomisk tilbagegang. Den gennemsnitlige spanier har i dag et velstandsniveau, der er på knap 70 procent af en gennemsnitlig dansker. Det er lidt lavere end i Italien, men højere end i fx Grækenland, Portugal og Polen.

Takket være flere reformer lykkedes det at få spansk økonomi på rette kurs igen, men i 2020 blev spansk økonomi ekstremt hårdt ramt af coronakrisen. I første halvdel af 2020 skrumpede spansk økonomi med 22 procent på blot to kvartaler. Spansk økonomi er meget afhængig af turisme, som under corona-pandemien blev stærkt reduceret. Rejse- og turistindtægterne udgør ca. 14 procent af spansk økonomi.

Kilde: Macrobond

Spansk økonomi er dog kommet stærkt igen efter corona. Spansk økonomi er nu to procent større end før corona. Det er ca. på niveau med eurozonen samlet set, men bedre end lande som Tyskland og Storbritannien.

Frem mod 2030 er Spanien et af Danmarks største eksportmarkeder med udsigt til den højeste vækst. Blandt eksportmarkeder, der er større end Spanien, er det kun Kina, USA og Polen, der forventes at vokse hurtigere end Spanien. Spanien vil vokse hurtigere end den samlede eurozone og hurtigere end store eksportmarkeder som Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien.

Kilde: Oxford Economics

Spansk økonomi er stadig hæmmet af en ekstrem stor gæld. Den samlede offentlige gæld er på 113 procent af BNP. Det er afgørende, at Spanien fortsætter med at reformere økonomien, bl.a. ved at øge pensionsalderen, nedbringe de offentlige underskud og prioritere udgifterne mod vækstskabende initiativer som fx forskning og uddannelse.

Inden for klimaområdet har Spanien også brug for en omstilling. På trods af forbedringer er Spanien fortsat stærkt afhængig af fossile brændstoffer. Ifølge OECD vil den nuværende politiske indsats næppe være tilstrækkelig til at nå erklærede mål om netto nul CO2-emissioner i 2050 og et renere energimix gennem større vedvarende energi. Vandkvaliteten er dårlig med giftige niveauer af nitratkoncentrationer, der spredes på grund af intensiv landbrugsproduktion. Sikring af vand er også et stigende problem i dele af landet, der er ramt af vedvarende tørke.

Relateret indhold