Analyser

For få unge vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen

På trods af ambitiøse målsætninger om at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen, er andelen af unge, der søger mod erhvervsuddannelserne faldet. I 2023 ansøgte kun 19,4 pct. en erhvervsuddannelse efter grundskolen på trods af stor efterspørgsel på kvalificeret og faglært arbejdskraft. Det er særligt bykommunerne, som forsat halter efter.

Af de 64.028 unge, der færdiggør grundskolen i 2023, har mindre end hver femte søgt mod en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Andelen af unge, der søger mod erhvervsuddannelserne har været nedadgående, hvilket er problematisk når der er udsigt til mangel på faglærte.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik.dk og DI-beregninger

Med erhvervsuddannelsesreformen fra 2014 om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser var intentionen, at en større andel af de unge skulle vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Målsætningen for 2020 var, at 25 pct. af de unge i 9. og 10. klasse skulle vælge en erhvervsuddannelse og i 2025 er der en tilsvarende målsætning om 30 pct. af en ungdomsårgang.

Målsætningen for 2020 er i 2023 fortsat ikke nået, hvorfor intentionen om at 30 pct. af de unge i 2030 vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen er urealistisk.

Kilde: Børne og- Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik.dk og DI-beregninger

De unge vælger i høj grad en gymnasial uddannelse efter grundskolen. I 2023 valgte mere end 7 ud af 10 grundskoleeleverne en gymnasial uddannelse.

Der er et bekymrende fald i antallet af elever, der vælger en teknisk studentereksamen (htx) efter grundskolen. I 2021 søgte 4.716 elever htx direkte efter grundskolen, hvor det i 2022 var 4.115 elever. Antallet af elever, der søger mod htx har endnu en gang været faldende og i 2023 er det 3.579 elever. Antallet af elever, der søger mod htx i 2023 er derfor faldet med mere end 24 pct. sammenlignet med 2021.

I 2023 har der været en fremgang i antallet af elever, der søger mod den merkantile studentereksamen (hhx) og højere forberedende eksamen (hf) sammenlignet med året forinden. Stx oplever, ligesom htx en betydelig nedgang, hvor knap 1.200 færre elever søger denne vej i 2023 sammenlignet med året forinden.

Der er udsigt til fortsat stor efterspørgsel på faglært og kvalificeret arbejdskraft. Derfor bør gymnasierne i højere grad introducere erhvervsuddannelser som en mulig vej efter studentereksamen, når de unge i overvejende grad vælger gymnasiet direkte efter grundskolen.

Bykommunerne er langt fra i mål

Der er en tydelig tendens i tallene, når der ses på andelen af de unge, der vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen fordelt på kommuner. Unge fra mellem- og yderkommunerne er mere tilbøjelige til at vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen sammenlignet med de unge fra bykommunerne.

Yderkommunerne har også i 2023 indfriet 2020-målsætningen om at mindst 25 pct. af de unge vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Mellemkommunerne er lige under 2020-målsætningen, men var året forinden i mål. Det samme gælder langt fra i bykommuner og mindre bykommuner. 15,2 pct. af de unge fra bykommuner og 18,5 pct. fra mindre bykommuner vælger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen.

Anm.:Kommunetyperne er opgjort efter indrigs- og boligministeriets kommunekategorisering.
Kilde: Børne og- Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik.dk og DI-beregninger

Fakta

Kommunerne er blevet inddelt i fire grupper, der er kategoriseret på følgende måde jf. Indenrigs- og Boligministeriet:

- Bykommuner: By med mere end 45.000 indbyggere eller del af hovedstadsområdet. 

- Mindre bykommuner: Største by i kommunen har 30-45.000 indbyggere eller kommunen ligger tæt på en storby og har høj pendlingsintensitet.

- Mellemkommuner: Største by i kommunen har under 30.000 indbyggere, og ligger enten tæt på storby og har moderat pendlingsintensitet eller ligger langt fra storby og har dobbelt så mange indpendlere som udpendlere.

- Yderkommuner: Største by i kommunen har under 30.000 indbyggere og ligger enten tæt på storby og har lav pendlingsintensitet eller ligger langt fra storby og har dobbelt så mange indpendlere som udpendlere.

Relateret indhold