Analyser

Virksomhederne satser på morgendagens løsninger

Den ugunstige økonomiske situation og den store usikkerhed gør virksomheder mere forsigtige med deres investeringer i 2024. Det gælder imidlertid ikke digitalisering og grøn omstilling, hvor virksomhederne forventer at skrue markant op for investeringerne. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, der også viser, at usikkerhed om rammevilkårene er en stor stopklods for investeringer.

Mens virksomheders investeringslyst i bygninger og anlæg, køretøjer, forskning og udvikling og delvist maskiner er sat på vågeblus, ser det helt anderledes ud for investeringer i it-udstyr og software og grøn omstilling.

Anm.: Virksomheder, som svarer ved ikke eller angiver, at investeringstypen ikke er aktuel for virksomheden, er udeladt i figuren.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, december 2023.

Her forventer markant flere virksomheder at skrue op for deres investeringer frem for at reducere dem i 2024.1 Det er i klar modsætning til andre typer af investeringer, hvor virksomheder er mere tilbageholdende, og hvor der (med undtagelse af investeringer i maskiner og andet inventar) er en lille overvægt af virksomheder, der vil investere mindre. 2024 tegner derfor til at blive et år, hvor virksomheder i høj grad vil satse på nye digitale og grønne investeringer, der kan levere morgendagens løsninger.

Den øgede investeringslyst inden for digitalisering og grøn omstilling findes både blandt store og små virksomheder og på tværs af brancher. Når det handler om investeringer i it-udstyr og software, skiller videnservice sig ikke overraskende mest positivt ud, mens vi finder den største investeringsoptimisme i grøn omstilling hos handelsvirksomhederne. Fælles for de to typer af investeringer er, at der i alle brancher er en klar overvægt af virksomheder, der vil øge investeringerne fremfor at reducere dem i det nye år.

Anm.: Virksomheder, som svarer ved ikke eller angiver, at investeringstypen ikke er aktuel for virksomheden, er udeladt i figuren.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, december 2023.

Selvom det er positivt, at digitale og grønne investeringer står højt på virksomhedernes prioriteringsliste, så peger de dog også på en række barrierer, der kan bremse deres investeringer. Det gælder bl.a. usikkerheden om fremtidige afsætningsmuligheder, hvor mere end hver fjerde virksomhed angiver denne barriere som en bremse for deres investeringer. Det er ikke overraskende i lyset af den store usikkerhed, der præger verdensøkonomien lige nu. Men ses der alene på investeringer i grøn omstilling, er det imidlertid kun 7 procent af virksomhederne, der peger på dette som en barriere. Selvom der er blevet vendt op og ned på økonomien de seneste par år, og der er stor usikkerhed om, hvilken vej økonomien bevæger sig i den kommende tid, ser danske virksomheder således fortsat gode markedsmuligheder for eksport af grønne løsninger.

Usikkerhed om rammevilkårene er dog en væsentlig stopklods for virksomhedernes investeringer. Det gælder investeringer generelt, men i særdeleshed investeringer inden for grøn omstilling, hvor hele 18 procent af virksomhederne peger på denne barriere. Faste og forudsigelige rammevilkår er afgørende for, at virksomhederne kan tilrettelægge deres investeringsplaner bedst muligt. Begrænset rentabilitet (for lang tilbagebetalingstid), mangel på kvalificeret arbejdskraft og virksomhedernes økonomiske situation står også højt på listen over investeringsbarrierer. Ca. hver tiende virksomhed oplever ingen barrierer, når det handler om at investere i grøn omstilling, mens det for investeringer generelt er knap hver femte.

Anm.: Virksomheder, som svarer ved ikke eller angiver, at investeringer ikke er aktuelle for virksomheden, er udeladt i figuren.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, december 2023.

Fakta om analysen

Analysen er baseret på en DI-rundspørge, hvor 547 virksomheder har deltaget. Rundspørgen er foretaget i perioden fra den 5. december til den 14. december 2023. Virksomhederne i rundspørgen repræsenterer tilsammen ca. 56.000 lønmodtagere i Danmark.


 

Fodnote

  1. Når det handler om investeringer i it-udstyr og software forventer 42 procent af virksomhederne at øge investeringerne, mens kun 9 procent vil reducere dem i 2024. For investeringer i grøn omstilling er overvægten af investeringsoptimistiske virksomheder lidt mindre, om end det stadig er 30 procent, der forventer at øge deres grønne investeringer, mod 5 procent der vil reducere dem. Figuren viser overvægten, der vil øge investeringerne (f.eks. de 42 minus 9 procent).

Relateret indhold