Godschauffør vinder DI Sønderjyllands lærlingepris 2023
Da godschaufførelev Daniel Falk fra Bolderslev henvendte sig til virksomheden Meldgaard Transport A/S i Aabenraa for at få en uddannelsesaftale skete det med stor ildhu og med en bemærkning om at virksomheden gjorde en stor fejl, hvis de ikke ansatte ham.
Den form for ildhu satte Meldgaard pris på – og det samme gør nu DI Sønderjylland. 28-årige Daniel fik sin uddannelsesaftale er nu blev kåret som vinder af årets lærlingepris i Sønderjylland.
Den årlige lærlingepris fra DI Sønderjylland gives til en lærling, der har været flittig, hjælpsom og energisk og en god kammerat, og som har ydet en særlig faglig og social indsats.
- Daniel pressede med stor ildhu selv på for at få en uddannelsesaftale på plads og det er de glade for hos Meldgaard i dag. Han har under sin læretid været god til at skabe den gode stemning, med sit glade smil og går gerne i dialog med andre elever på en god og positiv måde og hjælper, hvor der er behov. Og så er han først og fremmest fagligt meget dygtig, både teoretisk og praktisk, og udfører sit arbejde med et godt overblik og smidighed. Så lærlingeprisen er fuldt ud fortjent, siger formanden for DI Sønderjylland, Tommy Seeberg.
Daniel Falk har været lidt af en mønsterelev og et forbillede for de andre elever. Han er nu færdigudlært som godschauffør – og det er naturligvis endt med en fastansættelse hos Meldgaard.
Men det er ikke kun hos Meldgaard at de har blik for Daniel Falks evner. Han har nemlig også fået tildelt EUC SYD prisen – for talent og faglighed.