19.09.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Lolland Kommune tager et flot spring frem i årets undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed

I DI’s årlige, landsdækkende undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed, rykker Lolland Kommune hele 22 pladser op på ranglisten. Guldborgsund Kommune ender på en 49. plads, som er tre pladser lavere end sidste år.

Kommunerne i Region Sjælland får placering i spændet fra plads 24 til 79, og blandt de 17 kommuner i regionen indtager Guldborgsund Kommune en 7. plads og Lolland Kommune en 11. plads.

- I årets undersøgelse glæder vi os især over, at Lolland Kommune rykker hele 22 pladser frem i tabellen. Ligesom Guldborgsund Kommune bevarer sin plads i midten. Det er vores oplevelse, at begge kommuner både politisk og gennem Business Lolland-Falster har fokus på erhvervslivet, både i forhold til at servicere og udvikle erhvervslivet samt at tiltrække nye virksomheder, siger Jakob Søndergaard Nielsen formand for DI Lolland-Falster.

Kommunernes største fremgang er i kategorien Grøn udvikling, hvor Lolland Kommune går 68 pladser frem, og Guldborgsund Kommune går 23 pladser frem. Det er også et af de områder, hvor Lolland-Falster har et forspring i forhold til andre kommuner, og i det hele taget bør ligge godt i en måling som denne. Virksomhederne i begge kommuner vurderer, at arbejdskraft er det område, som er vigtigst af prioritere.

Lolland Kommune rykker 22 pladser frem i stor erhvervsundersøgelse

I DI’s årlige, landsdækkende undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed, tager Lolland Kommune en flot spring frem på hele 22 pladser, og dermed ender kommunen på en 60. plads. Det betyder, at der bliver lagt afstand til den kedelige ende af tabellen.

- Det er positivt, at Lolland Kommune får positiv fremgang i årets undersøgelse. Der er aktivitet i kommunen ikke mindst pga. det igangværende byggeri med Femern-forbindelsen, men også den kommende grønne gasledning har sat skub i udviklingen. De mange nye muligheder skal vi gribe, samtidig med at vi understøtter det nuværende erhvervsliv, siger Jakob Søndergaard Nielsen.

Kommunen opnår sin bedste placering i kategorien Grøn udvikling, hvor det bliver til en samlet 18. plads blandt landets kommuner. Det bliver også til placeringer i den bedre halvdel i kategorierne Brug af private leverandører samt Skatter, gebyrer og erhvervsarealer. Dårligste placering er i kategorien Infrastruktur og transport, hvor det bliver til en 81. plads.

Lokale virksomheder giver Guldborgsund Kommune en midterplads i landsdækkende undersøgelse

Det bliver til en 49. plads for Guldborgsund Kommune i DI’s årlige, landsdækkende undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed, hvilket kun er tre pladser fra sidste års 46. plads.

- Guldborgsund Kommune opnår en tilfredsstillende placering i årets undersøgelse. For DI Lolland-Falsters vedkommende håber vi, at kommunen fortsætter sit fokus på beskæftigelses- og uddannelsesområdet, for det er bl.a. her, at behovet ligger hos virksomhederne og et område, hvor vi sammen kan få løst nogle af udfordringerne, siger Jakob Søndergaard Nielsen

Guldborgsund Kommune klarer sig allerbedst i forhold til brug af private leverandører, hvor det bliver til en 18. plads blandt landets kommuner. Til gengæld står det dårligst til i kategorien Uddannelse, hvor det bliver til en 86. plads. Samtidig er uddannelse det næst vigtigste område, som virksomhederne mener, at kommunen bør prioritere.

Lars Magnus Lund Christensen

Lars Magnus Lund Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3087
  • Mobil +45 4127 2838
  • E-mail lmlc@di.dk

Relateret indhold