19.09.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Midt- og Vestjylland er igen Danmarks mest erhvervsvenlige område

Igen i år er Midt- og Vestjylland suverænt bedste region i landet på DI’s rangliste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. Midt- og Vestjylland har både en vinderkommune og en 3. plads.

Midt- og Vestjylland er det helt rigtige sted i Danmark at drive og etablere virksomhed. Ikast- Brande er tilbage på førstepladsen og ikke mindre end fire af områdets syv kommuner er i top 10 på Dansk Industris årlige rangliste over landets mest erhvervsvenlige kommuner.

- Jeg vil gerne give kommunerne i Midt- og Vestjylland et stort klap på skulderen. Jeg synes, at de samlet set gør det rigtigt godt. Flot, at vores region igen har nogle af de allermest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, siger Bo Knudsen, formand for DI Midt Vest.

-Undersøgelsen viser, at kommunerne i Midt- og Vestjylland er meget fokuserede på at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet, og det vil jeg på vegne af virksomhederne i DI Midt Vest gerne kvittere for. Fire ud af syv kommuner ligger i top 10 blandt de 92 kommuner, som indgår i undersøgelsen. Det må siges, at være imponerende, siger Bo Knudsen.

Ikast-Brande Kommune er tilbage på en førsteplads efter, at de sidste år måtte tage sig til takke med en 3. plads. Pladsen måtte de vige til Vejen Kommune, som i år blev nr. 2. Til gengæld er Herning kommune rykket op fra 5. pladsen til en 3. plads.

  • Det er rigtig flot, at vi i DI Midt Vest nu har to kommuner i top 3, siger Bo Knudsen.

De fire kommuner i top 10 er Herning, Ikast-Brande, Lemvig og Skive. Struer Kommune er ikke med i toppen, men den går fortsat frem og er nu på en samlet 39. plads. Den er gået tre pladser op, hvad der er flot efter sidste år at være årets højdespringer. Dette er dog stadig den dårligste placering af alle områdets syv kommuner. Holstebro ligger fortsat på en 29. plads, som er uændret i forhold til sidste år. Ringkøbing-Skjern kommune har oplevet et mindre fald fra en 13. til 17. plads, hvilket samlet set stadig er en flot placering.

- Når der dykkes ned i analysen, kommer der flere positive detaljer frem. Her kan vi se, at fire kommuner i DI Midt Vest udmærker sig ved at være kategorivindere i de 10 kategorier, der måles på i målingen. Ikast-Brande har fået førstepladsen i kategorien ”Overordnet erhvervsvenlighed”. I øvrigt sammen med sidste års vinder, som er Vejen. Lemvig vinder kategorien ”Sagsbehandling” og Ikast-Brande tager endnu en førsteplads i kategorien ”Skatter, gebyrer og erhvervsarealer”. Skive Kommune er fortsat landets bedste kommune på ”Grøn udvikling”, og de næste 3 pladser besættes også af de Midt- og Vestjyske kommuner, så her er kommunerne i DI Midt-Vest stadig absolut førende. Der er store erhvervsudviklingsperspektiver i den grønne omstilling og næsten alle kommunerne i DI Midt Vest har store satsninger på PtX på vej. Så også på grøn udvikling er kommuner i DI Midt Vest de absolut førende.  

Erhvervslivet svarer i år lidt anderledes på spørgsmålet om, hvad kommunerne bør prioritere højest for at styrke deres vækstmuligheder: ”Arbejdskraft”, ”Brug af private leverandører” og ”Infrastruktur og transport”. Sidste år var ”Uddannelse og sagsbehandling” højere prioriteret.

- Et velfungerende erhvervsliv i vækst er jo en forudsætning for vækst i samfundet. Jeg kunne derfor godt tænke mig, at vi næste år kunne se samtlige syv kommuner i Midt- og Vestjylland i Top 20. En måde, at komme dette mål nærmere kunne være, at kommunerne deler deres gode idéer og erfaringer indbyrdes, siger Bo Knudsen.

Han indbyder til mere dialog.

- Vi har allerede en god og vedvarende dialog om arbejdskraft og uddannelse og flere andre områder. Men jeg synes også, det ville være oplagt at få kigget nærmere på infrastruktur. Det er et område, hvor virksomhederne gerne vil bidrage, hvis de kan. I DI Midt Vest mener vi, at erhvervslivet skal understøtte kommunernes prioriteringer ved at samarbejde med dem om at finde de bedste løsninger på vores fælles udfordringer.

Anders Holm

Anders Holm

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3568
  • Mobil +45 3134 1266
  • E-mail andh@di.dk

Relateret indhold