06.09.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Nordfyns er en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner

De fleste fynske kommuner er blevet mere erhvervsvenlige det seneste år. Fem ud af de syv kommuner, der er med i årets erhvervsvenlighedsundersøgelse fra DI er gået frem. Og én kommune skiller sig særligt ud - nemlig Nordfyns, der overordnet bliver kåret som Danmarks femte bedste kommune at drive virksomhed i.

Der er flere lyspunkter i årets undersøgelse. Odense går pænt frem og opnår det bedste resultat i 11 år, Nyborg er årets fynske højdespringer med et hop fremad på listen på 12 pladser, og Kerteminde kæmper sig støt og rolig opad.

- De fynske virksomheder bliver overordnet set mere og mere tilfredse med kommunernes erhvervsvenlighed, som stiger for fjerde år i træk. Det vidner om, at politikere og embedsmænd i kommunerne er blevet mere lydhøre over for virksomhederne. Men der er stadig meget store forskelle kommunerne imellem og masser af opgaver og udfordringer at tage fat på i de kommende år, siger formand for DI Fyn Poul Strandmark.

Den største er ubetinget arbejdskraft. En ting er virksomhederne på tværs af Fyn enige om, nemlig at arbejdskraften skal prioriteres højest på kommunekontorerne det kommende år. Kun i to kommuner, Assens og Kerteminde, er infrastruktur højere på virksomhedernes dagsorden.

- Kampen om kvalificerede medarbejdere er skærpet, og bliver kun hårdere de kommende år. Kommunerne kan ikke trylle, men de kan hjælpe med at opkvalificere og formidle nogle af de medarbejdere, som virksomhederne allerede mangler nu. Et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv er helt afgørende her, og det samme gælder i folkeskolerne og i gymnasierne, hvor vi skal have flere unge til at interessere sig for en faglært uddannelse og karriere, siger Poul Strandmark.

Samlet set er de fynske kommuner placeret i midten i undersøgelsen med en gennemsnitlig 49. plads ud af 92 kommuner.

Nordfyns Kommune er danmarksmester i dialog og information
Nr. 5 (8 sidste år)

Nordfyns Kommune er ikke blot Fyns bedst placerede kommune igen i år, det er samtidig den eneste kommune i hele undersøgelsens top-ti, der ikke ligger i Jylland! De lokale virksomheder er endda så
tilfredse med kommunens information, og den dialog de har med Nordfyns politikere og embedsmænd, at kommunen på det område stryger helt til tops som landets bedste.

- At være Danmarksmester i information og dialog er et resultat af en målrettet og kontinuerlig indsats. Det gælder både blandt politikerne med den afgåede borgmester Morten Andersen i spidsen og på kommunekontoret. Evnen og viljen til at lytte til hinanden og tale sammen er ganske enkelt forudsætningen for at skabe fremgang til fælles bedste. Og vi ser frem til et lige så godt og konstruktivt samarbejde med borgmester Mette Landtved-Holm, siger Poul Strandmark.

At servicen er i top afspejles også i de øvrige kategorier. Nordfyns Kommune er placeret på en imponerende tredjeplads i kategorierne overordnet erhvervsvenlighed, sagsbehandling og brug af private leverandører. Mens der desværre er en tilbagegang i kategorien uddannelse. Her er andelen af elever med høj trivsel i folkeskolen faldet lidt, og det halter med karaktergennemsnittene ved folkeskolens afgangseksamen.

- Til gengæld er der stor, og stigende, søgning til erhvervsuddannelserne blandt Nordfyns 9. og 10. klasse elever. Det er vi rigtig glade for i DI Fyn, da mange af vores virksomheder allerede nu mangler kvalificerede faglærte. En udfordring der bliver større de kommende år, siger DI Fyns formand Poul Strandmark.

Helen Jensen

Helen Jensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0150
  • Mobil +45 2124 4702
  • E-mail hje@di.dk

Relateret indhold