08.04.24 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Arezoo og Thorbjørn er årets lærlinge i Sydøstjylland

De er meget forskellige, men begge dygtige, engagerede i deres fag, gode kollegaer og altid i godt humør. Det var umuligt at pege på kun én vinder, og derfor modtager hele to lærlinge i år DI Sydøstjyllands Lærlingepris 2024

Igen i år hylder DI Sydøstjylland alle, der tager en erhvervsuddannelse og er med til at holde hjulene i gang på de lokale virksomheder med regionalforeningens lærlingepris. Prisen uddeles normalt kun til én ganske særlig lærling eller elev, men i år er der hele to, som modtager prisen.

- Det er altid svært at vælge mellem de mange gode indstillinger af elever og lærlinge, som vi får fra vores lokale virksomheder. Men i år havde vi to meget forskellige kandidater, men som havde det til fælles, at de begge på hver deres måde var en inspirerende rollemodel for andre, og det var simpelthen umuligt at vælge den ene frem for den anden. Derfor bliver vi nød til at uddele to lærlingepriser, siger vicebestyrelsesleder i DI Sydøstjylland Lars Nonbye.

Den ene er 52-årige Arezoo Arian, der har været laborantelev hos Nexus A/S i Juelsminde. Arezoo kommer oprindeligt fra Iran, hvor hun er uddannet læge. Da hun kom til Danmark i 2009 valgte hun efterfølgende at tage en laborantuddannelse. Hun går til opgaverne med gåpåmod og omhyggelighed, og hun sætter en ære i altid at være velforberedt og hjælpsom overfor andre.

Den anden er 21-årige Thorbjørn Laursen, der har været guldsmedelærling hos TORN Smykker i Brædstrup. Han er dygtig, tør eksperimentere og går gerne en ekstra mil for at komme i mål med opgaven. Han fik 12 til svendeprøven og blev udnævnt til ”klassens kammerat” for sin uselviskhed og hjælpsomhed under svendeprøven.

- Arezoo er et eksempel på en, som havde planlagt at gå lægevejen, men som ikke var bange for at sadle om og ride derhen, hvor mulighederne og arbejdet er – også selvom landet og sproget er nyt. Thorbjørn fulgte sin passion for et fag. Han er gået sine egne veje, mens de fleste andre unge gik mod gymnasiet. Begge er dedikerede til deres fag, de er gode kollegaer, og dermed også drømmemedarbejdere for fremtidige arbejdspladser, siger vicebestyrelsesleder i DI Sydøstjylland Lars Nonby og tillføjer:

- Det er to gode fortællinger, som jeg håber vil inspirere både unge og voksne med arbejdserfaring til at tage en erhvervsuddannelse. Både Arezoo og Thorbjørn er begge fantastiske rollemodeller, og de har i den grad fortjent DI Sydøstjyllands Lærlingepris.

Hos både TORN Smykker og Nexus A/S har indstillingen af deres guldsmedelærling og laborantelev været deres måde at give de to dygtige og dedikerede medarbejdere et ekstra skulderklap.

- Jeg er meget taknemmelig for at være indstillet til denne pris. Tiden hos TORN Smykker hos Torben, Birgitte, Sophie og Marie har været noget helt speciel. På ingen måde kunne jeg have drømt om noget bedre. Det var ikke bare en læreplads, men en lærefamilie. Vi har arbejdet med så mange forskellige spændende ting og haft et utal af gode stunder både i værkstedet og i det lille køkken. Det er tre et halvt år af mit liv, som jeg aldrig glemmer. Den varme og omsorg, jeg mødte, var ubeskrivelig stor, siger Thorbjørn Laursen, der i dag er ansat på Den danske Design- og Håndværksefterskole i Skjern.

-  For mig har det at tage en faglært uddannelse været en ny chance for at finde fodfæste i et nyt land og på et nyt arbejdsmarked. Jeg har været meget glad for at være i praktik hos Nexus, og jeg er utrolig stolt af, at de har indstillet mig til denne pris, siger Arezoo Arian, der i dag er ansat samme sted, som hun er udlært, nemlig hos Nexus A/S i Juelsminde, som er en del af den internationale virksomhed Palsgaard A/S.

DI Sydøstjylland uddeler hvert år en pris til en lærling eller en elev, der har været særlig engageret, dygtig, faglig interesseret eller på anden måde har udmærket sig i løbet af praktikperioden. Det er lokale virksomheder i Horsens, Odder, Hedensted og på Samsø, der selv indstiller deres lærling eller elev til prisen.

Anette Sørensen

Anette Sørensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0213
  • Mobil +45 3036 0265
  • E-mail anes@di.dk

Relateret indhold