18.11.20 DI Digital Nyheder

Spot på digital iværksætter: M.Schlüter ApS

Vi sætter fokus på M.Schlüter ApS, der har udviklet SafeBuild, der giver kunder overblik i deres byggeri og viser alle led, der ingår i byggeriet fra start til slut.

Vi har spurgt Michael Schlüter, CEO hos M.Schlüter ApS om, hvad der optager dem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Kort om M.Schlüter ApS

M.Schlüter ApS er en dansk ejet virksomhed, som arbejder med digitalisering i en primært analog branche. De søger at skabe en bro mellem de små håndværksmestere og de private kunder. Byggeri består af mange led og et højt antal regler og udfordringer. Som privatkunde er du dårligt stillet, hvis du vil følge med i din byggeproces. SafeBuild som er en app udviklet af M.Schlüter ApS danner et overblik over dit byggeri og viser dig alle de led der indgår i byggeriet fra start til slut. Hver gang et led er fuldført modtager du billededokumentation og en notits på din telefon. Dermed bliver du delagtiggjort i dit byggeri og har samtidig garanti for korrekt udført håndværk lige ved hånden.

M.Schlüter ApS arbejder hen mod at hele processen med dit byggeri bliver digitalt med tegninger, augmented reality og kvalitetssikring på en samlet digital platform. Dette vil gøre overblikket totalt og nemheden, ved eventuelt salg af hus, stor.

M.Schlüter ApS er kort sagt et håndværksfirma som vil gøre analogt byggeri digitalt.

Hvad optager jer netop nu?
At overskueliggøre den enorme mængde data der findes ingen for byggeri og krav dertil. Mange byggesager ender i syn og skøn-sager hvor fagpersoner skal bedømme om byggeriet er korrekt håndværksmæssigt udført. Det er tidskrævende, skaber dårlige relationer og mistillid mellem håndværkere og privatkunder. Visionen er at omformulere data så den er forståelig for privatkunden, derved kan vi undgå at kunden får en håndværker som ikke udfører arbejde korrekt og håndværkeren kan undgå nervøse kunder som trækker sager ud i langdrag.

Hvad ser I som jeres største mulighed og største udfordring i de kommende år?
Håndværksbranchen er dybt konservativ og rigid. Mange håndværkere vil ikke ændre for meget på arbejdsgange eller bruge tid på telefonen når de arbejder. Så udfordringen ligger i at ændre kulturen hos håndværkere så de ser deres gode håndværk som en selvfølge og nu vil skille sig ud ved at implementere den digitale del af kundepleje og kvalitetssikring.
Muligheden ligger i at skabe en bevægelse i historisk konservativ branche. Hvis vi får fat i de unge, digitalt indfødte håndværkere kan vi ændre den måde byggeri bliver udført, informeret og videregivet på. Forestil dig at du ved køb af et nyt hus kan se alt hvad der er udført ved at gå rundt med din mobil, se hvor rørene ligger, kablerne er trukket, lægterne står osv.

Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Digital?
Inspiration til nye teknologier som vi kan implementere i vores app-udvikling.