19.12.19 DI Digital Nyheder

Flere penge til tekniske uddannelser er et skridt i den rigtige retning

En ekstra bevilling på 102 millioner kroner skaber flere hundrede ekstra studiepladser inden for naturvidenskab, IT og ingeniørfaget. Det er et skridt i den rigtige retning, da virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft inden for disse områder. Men det vil kræve et vedvarende fokus at løse det grundlæggende problem med mangel på kandidater på området.

Bevillingsaftalen stammer fra en aftale indgået med alle partier i 2017, og pengene fordeles til STEM-uddannelserne, som er den engelske betegnelse for uddannelser inden for videnskab, teknologi, ingeniørfaget og matematik. Den ekstra bevilling vil i fremtiden betyde, at danske virksomheder kan få adgang til mere kvalificeret arbejdskraft, som de i den grad efterspørger. Kigger man nærmere på jobopslag, så er hver femte af disse nemlig inden for STEM-uddannelserne.

I DI får nyheden derfor en meget positiv modtagelse:

- Det er en rigtig god nyhed, at politikerne har valgt at prioritere STEM-uddannelserne med denne bevilling. Det er der i den grad brug for. Ikke mindst på it-området, hvor rigtig mange virksomheder - både i og uden for it-branchen har svært ved at finde de rigtige folk, og det er en kæmpe udfordring for digitaliseringen af virksomhederne, siger chefkonsulent Bo Wiberg, DI Digital.

Der er dog behov for flere tiltag, som fremmer optaget på STEM-uddannelserne. En opdateret fremskrivning fra 2018 foretaget af Ingeniørforeningen, IDA, viser nemlig, at der, på trods af stigningen i optaget på STEM-uddannelserne, fortsat vil mangle 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025.

Derfor må nogle virksomheder takke nej til ordrer, og det svækker det danske vækstlokomotiv. Særligt efterspørgslen efter it-specialister stiger markant i disse år, ikke mindst fordi digitaliseringen breder sig fra tech-branchen til alle brancher.

- Det er et kærkomment løft, der er givet her, men problemet er massivt, og derfor findes der ikke snuptagsløsninger. For at løse problemet kræver det, at vi fortsat løfter optaget for at få udbuddet af kandidater til at matche den store efterspørgsel, siger chefkonsulent Bo Wiberg, DI Digital.

Relateret